stil - efterårsaften

hej, jeg har lige skrevet en stil der hedder 'efterårsaften'. Jeg ville blive umådeligt glad hvis i ville rette lidt ^_^

efterårsaften
Men ude over sletten ser hun noget, som dækker hendes hjerte til med is. Tunge snefyldte skyer driver over himlen. Hun har ventet så længe på denne aften. En pludselig kold vind hvirvler ind i tårnværelset. Den fører noget med sig. Et enkelt lille snefnug daler ned på kvindens kolde hånd. Vinteren er kommet. Det spinkle håb, som før havde brændt i hende som et stearinlys flamme, bliver slukket af det enkelte snefnug. En kold tåre løber ned over hendes kind, og hun vender sig om og ser ind i tårnværelset, som var det første gang hun så det. Det er koldt og klamt. En gammel seng står ude i siden. Bortset fra det står der et lille støvet bord med små revner over hele bordfladen. Mellem alt støvet ligger der et fyrtøj som hun henter. Hun tænder lysene i lysestagen, og tager den i hånden. Hun sætter den fra sig på gulvet og åbner med besvær en gammel lem i gulvet. Nedenunder er der en støvet stentrappe. Hun går forsigtigt ned ad den, og kommer ud i det nederste rum i tårnet. Der står kun en gammel spand, en økse og en faldefærdig stol. Hun tager øksen og går ud i mørket. Hun hugger lidt brænde og laver et bål af det. Da ilden endelig begynder at blusse, sætter hun sig ved bålet og venter.

Hun ser igen ud imod sletten. Hun venter igen, som hun har ventet hver eneste nat i ti år. Minderne overvælder hende som en flodbølge. Duften af sne i luften får hende til at se fortiden for sit indre blik. Det var en aften som denne, hvor efterår bliver til vinter, at hun havde mødt ham. Hun havde også dengang været her ved dette tårn. Hun havde samlet brænde og skulle til at gå hjem, da et enkelt snefnug var landet på hendes kind. Det havde været starten på den værste snestorm i historien. Hun var ikke engang nået halvvejs hjem, før sneen nåede hende til knæene. Hun var nødt til at søge ly i tårnet. Blæsten susede i det gamle tårn. Hun havde set ud ad vinduet, og ud over sletten. Og da havde hun opdaget noget mærkeligt. En lille prik havde bevæget sig ude i horisonten. Da den kom nærmere, kunne hun se, at det var en enkelt rytter på en sort hest. Hun havde knebet øjnene sammen for at se ham bedre. Hesten havde svært ved at ride pga. det tykke lag sne, og rytteren holdt sin kappe tæt omkring sig for at beskytte sig imod de hårde vindstød. Kvinden havde råbt til ham, og vinden havde båret hendes råb videre. Han så op imod hende i vinduet. Han steg af hesten og trak den efter sig op imod tårnet. Hun var løbet ham i møde, og havde trukket ham med ind i tårnet. Da så hun ham først rigtigt. Hun havde kunnet se, at han var kriger, for han havde både sværd og hjelm. Han havde en lang rød kappe på, som nåede ham næsten til fødderne. Han var høj, mere end et hoved højere end hende. Han var bredskuldret og så ud som om, at han var stærk som en bjørn. Hun havde pludselig mærket et stik af frygt. Hun blev bange for, om han ville gøre hende ondt. Men da han tog sin hjelm af, forsvandt al frygt, og den blev erstattet af undren. Manden havde de blideste træk, hun nogensinde havde set. Han havde rare, dybe øjne. Hans læber var store, og hans tænder skinnede hvidt som sneen omkring dem.
Fra den aften var de altid sammen. De elskede hinanden. Hun græder og ser ned i jorden. Tårerne falder som stille regn fra hendes kinder. De falder på den stenhårde jord, hvor de fryser til is. Hun bliver opmærksom på, hvor koldt det er. Ilden er næsten gået ud. Hun går ind i tårnet igen. Hun går op ad trappen og stiller sig ved vinduet i tårnværelset. Hun spejder ud over sletten med en iver, som ventede hun en fjendtlig hær. Sneen begynder at falde.

Han var draget i krig, da de havde været sammen i et år. Det var ikke med sin gode vilje, at han tog af sted. Han ville savne hende, og hun ville savne ham. Hun havde lovet at være ham tro, og som bevis herpå ville hun vente på, at han kom tilbage. Hun ville vente i tårnet. Det gør hun også. Hun ventede i ti år. Hun venter stadig. Han sagde til hende, at hvis han ikke kom tilbage, inden der var gået ti aftener, hvor efterår bliver til vinter, ville han ikke komme tilbage. Hun ser på sneen, som vælter ned fra himlen. Og da ser hun en enlig rytter, som et fjernt minde, indhyllet i en mystisk tåge af sne. Hendes hjerte slår et ekstra slag. Hun læner sig imod vindueskarmen for at se bedre. Men muren, som engang var stærk, var blevet porøs. Den giver efter for hendes spinkle skikkelse, og hun falder med et skrig ud ad vinduet.
En snedrive afbøder hendes fald. Men hun sidder fast under nogle murbrokker. Hun vil snart dø af kulde, hvis hun ikke kommer fri. Hun bereder sig på at dø. Hun trækker sig ind i sig selv for at slippe for smerten. Hun føler det, som om der er tusind knive, som stikker hende overalt. Hun mærker bevidstløsheden komme; som et tæppe over hendes sind. Hun ser en mørk skikkelse komme imod sig. Hun tror, at døden er kommet for at hente hende. Men da ser hun, at det er hendes elskede, der er kommet tilbage. Han hjælper hende fri, og hun føler sig let som en fjer. Hun mærker ikke noget længere. Kun kærlighed. Han tager sin hjelm af og giver hende et blændende smil. Hun smiler igen. Han tager sin kappe af, og svøber hende i den. Han tager hendes hånd og holder hende for øjnene med sin anden. Da han fjerner den igen, er det sommer. Fuglene synger, og alle træernes blade er grønne. Hendes familie kommer smilende imod hende. Hun kan ikke forstå det. Hun havde fået at vide, at hendes lillesøster var død for fem år siden. Men hun står da og smiler til kvinden i dette øjeblik! Gensynsglæden er stor. De går alle i samlet flok ned til landsbyen. Alle er så glade for at se hende. Hun smiler til sin mor og far og hun kysser sin elskede kriger. De skal aldrig mere skilles.