Rettelse/gennemlæsning af stil

Hej

Er der mon nogen der ville være så venlig at læse min stil igennem? Kritik kan også være velkommen, så længe den er konstruktiv.


Nature morte

Digtet “Nature morte” af Pia Tafdrup er en del af samlingen Dronningeporten, som blev ”udgivet i 1998. Titlen på digtet betyder på fransk død natur, hvilket ofte bliver brugt som betegnelsen for en bestemt type billeder, hvor motivet er blomster, frugter eller andre ”døde naturprodukter”, som f.eks. et kranie. Alt hvad der kan symbolisere at naturen rent faktisk er død. Selvom den kan se nok så yndig ud, blomster visne jo ikke lige det øjeblik de bliver plukker. Disse billeder går også under navnet stilleben. Mange af Tafdrups digte handler om døden og om der er et liv efter døden. Ofte bruger hun også naturen til at illustrere forholdet mellem mennesket og dets tro. Desuden er hendes fantastiske maleriske billeder med til at løfte stemningen i digtene op på et højere æstetisk niveau, som virkelig får naturen til at fremstå lokkende. Hvad skal vi vælge at tro på, og hvad skal vi vælge at leve efter? Hvis vi da vælger at leve livet her og nu, i stedet for at længes efter græsset, som måske er grønnere på den anden side af hækken. Tafdrup lægger op til at man skal leve livet på jorden, og så kan man altid tage hvad, der kommer bagefter til den tid.
Digtet består af en enkelt strofe med 23 verselinier. Alligevel synes digtet at være delt i fire afsnit, adskilt af de fire punktumer. Digtet er hverken fortalt ud fra 1. eller 3. personsynspunkt, og man får heller ikke noget indtryk af at der står en decideret fortæller bagved. Digtet er mere generelt om os alle sammen, som mennesker.

I den første del af digtet synes Tafdrup at lægge meget vægt på døden i hendes billeder. Blomsterne er faldet sammen, frugterne er druknet, naturen er død. Hvis vi sammenligner naturen med mennesket, kan man sige at det er den kødelige del af mennesket, som er dødt. Tilbage står vi med skelettet og et rungende ekko af det liv, som nu er ovre. Et rungende ekko hentyder til noget tomt, om det er livet eller døden, der ses som tom vides ikke. Det kan være begge dele, men jeg hælder mest til at det må være livet, som har været tomt. Det er faktisk modsigende, når hun skriver; “hofteskåle fyldt af rungende skumring”. Hvordan kan noget være fyldt, men tomt på samme tid? Men på den anden sige, kan billedet overføres til at være i live, men uden at leve. Blomsterne er allerede faldet sammen på vej hjem. Allerede er nøgleordet. Vejen hjem i taxaen er livets vej, og vi er allerede døde før vi når til enden. Vi lever ikke livet fuldt ud, for hvis vi gjorde ville vi ikke falde sammen halvvejes. Det er vores egen skyld. Ligesom det er frugternes egen saft, der bliver skyld i deres død, så er vi mennesker også selv skyld i det, hvis vi vælger ikke at leve livet fuldt ud. Selvom livet er fyldt af advarsler, så er det lokkeråbene, som vi skal lægge mere vægt på. Vi skal ikke sidde tilbage tavse i læsesalene, mens livet passerer os forbi.
Bindeleddet mellem de to første afsnit er ordet skål. I afsnit et er der hofteskålen, som indeholder minderne af der forgangne liv, og i afsnit to er det en skål med tårer. De forskellige følelser, eller symboler derpå, er opbevaret i en eller anden from for beholder. Værende det en krukke eller et skrin, så er beholderne på en måde lig med vores liv. De har indhold, som både er godt og dårligt, latter og tårer. Selvom der bliver nævnt positive følelser og minder, så får de negative alligevel overtaget. Latteren er begravet. Den er spærret inde. Ligesom hvad der så end er inde i det aldrig åbnede skrin. Ingen har turde åbne det, der har været for mange advarsler, som har overdøvet lokkeråbene. Hvis reden kan ses som selve livet, så må de frarøvede æg være livsindholdet, det der gør det værd at leve. Æggene er jo konkret ny liv i udvikling, men de får slet ikke chancen for at gennemleve den udvikling. Vi tillader selv ikke den mindste chance at komme til. Det hele bliver gemt bort, så der ikke er mere “liv” tilbage. Ingen følelser, begivenheder eller noget som helst er der blevet tilbage.
I det tredje afsnit trækker Tafdrup den græske mytologi ind i billedet med en fin overlapning fra fugleæg til fjer. Ikaros fløj for tæt på solen, som fik hans voksvinger til at smelte, og han styrtede i havet. Som ordsproget siger: “Højt at flyve, dybt at falde”. Hvis vi søger at stiger til himmels, hvis vi lever efter “målet” efter døden, men ikke selve livet, så kommer vi galt af sted. Tafdrup lægger vægt på at vi skal stille os skeptiske over for den opfattelse med liv efter døden. Hvis vi lægger for meget i vores stræben efter det, så glemmer vi det liv vi rent faktisk har lige nu og her. Ligesom Ikaros mislykkes vores forsøg på at opnå det uopnåelige; sikkerhed med livets mening.
I det sidste afsnit begynder håbet at dukke op i digtet. Lyset, som er brændt ned kan tolkes på mange måder. Det kan betyde at menneskets liv et ved at være slut, livslyst et ved at være udslukt. Desuden bliver ordet skumring også nævnt tidligere i digtet. Skumring er ved aftenstide, hvor mørket er ved at indhylle verden, men det er endnu ikke helt lykkes. Det bliver altså gjort ganske klart, at det ikke er blevet helt mørkt endnu, og at muligheden for en ægte liv stadigvæk eksisterer. Papirerne, som længe har ligget og samlet støv, er kort og godt de muligheder vi har haft i vores liv, men som vi ikke har benyttet os af. Den lille bemærkning om at papirerne har ligget i solen, hentyder til den sol, som Ikaros forsøgte at nå, men som endte med at blive årsagen til hans fald. Det lyder lidt mærkeligt, men man kan sige at de har ligget i skyggen af solen, hvis man tænker på solen , som denne stræben efter det hinsidige liv. Hvis man ser på ens liv, som en bog, er der først nu den er blevet støvet af og åbnet for at blive skrevet. Det er som om mennesket endeligt har indset at det er livet på jorden, som er det væsentlige. Med denne opvågning er vi blevet fri af vores stræben efter det umulige, og vi er klar med fantasien til at opleve verdenen; “en skarpladt pen ført af vågne drømme” (linie 14-15). Reolerne henviser til læsesalene fra det “tidligere” del af livet, hvor man søgte at komme gennem livet så hurtigt så muligt. Måske ville ordet ventesale have været bedre. Reolerne er styrtet sammen og børnene er blevet hældt ud med badevandet. Sidstnævnte er er gammelt ordsprog, der betyder at man forhastet har kastet noget værdifuldt bort sammen med noget knap værdifuldt. I begge tilfælde er skaden sket. Noget værdifuldt, livet, er gået tabt.
De sidste vers i digtet hører godt nok ind under afsnit fire, men de skiller sig alligevel meget markant ud fra resten af digtet. Jeg synes nemlig at de virker særdeles positive og håbefulde. De er knap så pessimistiske, som de andre. Dermed er det ikke sagt at det kun er de sidste fire vers, der indeholder den positive tone. Hvalernes vilde sang løftes mod solen. Det er gennem naturen at vi kan opnå vores trang til at løfte os mod himmelen. Det er gennem naturen at vi kan opleve; “dråbevist blodlykkelige øjeblikke”. Det er gennem naturen kan vi leve, og i naturen er det døden, som er den altoverskyggende grundregel. Den er ikke til at komme udenom. For uden død, ville der intet liv være. Tafdrups budskab i digtet synes altså at være; Carpe diem. For ingen ved hvad morgendagen bringer, og ingen vil nogensinde komme til at vide det.


Her er selve digtet:

I vasen blomster der faldt sammen
allerede på vej hjem i en taxa, på fadet
frugter druknet i deres egen saft,
kranier og hofteskåle fyldt
af rugende skumring, ekko fra et livs
læsesale, lokkeråb og advarsler.
En skål med tårer, en krukke
med begravet latter, det første kys,
et aldrig åbnet skrin, en rede
berøvet dens fugleæg. Og fjer,
sydende fjer fra Ikaros' vinge,
mange nætter lukket inde uden søvn
under et hermetisk himmelhvælv.
Et lys brændt ned, en skarpladt pen
ført af vågne drømme, papirer
som har samlet korn af støv,
der længe dansede i solens stråler,
sammenstyrtede reoler og børn
hældt ud med vand fra badet,
et endeløst partitur for springende hvaler
hvis vilde sang løftes
fra havets dyb mod solen,
dråbevist blodlykkelige øjeblikke..


:)