Eventyr. Vurdering

Hvad er jeres vurdeing af dette? Jeg er ikke færdig endnu, derfor jeg ikke har rettet igennem med komma :)

Problemformuleringen ser således ud: Der ønskes en karakteristik af eventyrgenren, belyst af eksempler på både fransk og dansk. - Er den besvaret synes I?

Folkeeventyr

I dag læses og høres folkeeventyret hovedsagligt af børn. Men folkeeventyret er ikke skabt for børn. Det blev skabt af voksne mennesker hvor historien gik fra mund til mund, fra slægt til slægt. Den-gang brugte de voksne eventyret til at drømme sig et andet sted hen – væk fra den barske hverdag.
Ordet ”eventyr” stammer fra det latinske ord ”adventura” som betyder hændelse. Men det er som regel ikke det der falder os ind, når vi hører ordet ”eventyr”. De fleste af os vil komme til at tænke på et eventyr som den litterære genre. Denne genre har fascineret folk overalt i verden i mange, mange år og formår stadig at gøre det den dag i dag.
Der er to grene til eventyrgenren nemlig kunsteventyret og folkeeventyret. Der er en kæmpe for-skel mellem disse to former. I min opgave vil jeg blot benytte mig af den ene gren nemlig folke-eventyret. Dog vil jeg lige kort beskrive, de mest karakteristiske træk ved kunsteventyret blot for at vise den store forskel. Karakteristisk ved et kunsteventyr er, at der i modsætning til folkeeventyret, er én bestemt navngiven forfatter, altså den alvidende fortæller. Forfatteren bestemmer alt og har som regel også sit eget sprog og der er ofte kun lidt formelsprog. En kendt forfatter er blandt andet H.C Andersen. Når man hører et eventyr af ham, kan man straks genkende hans særlige måde at fortælle eventyr på. Ofte er der også spring i tiden det vil sige, at der nemt kan forekomme flash-backs. Handlingen i et kunsteventyr beskrives med følelser hvilket også ses ved personerne. De bliver nøje beskrevet og har karaktertræk og følelser hvilket er i stor modsætning til folkeeventyret hvor personerne oftest er meget flade, ment med, at der bliver brugt meget få ord til at beskrive per-sonerne hvis de overhovedet er beskrevet. Et kunsteventyr bryder ofte med de traditionelle fortælle-regler såsom ”Der var engang..” og ”De levede lykkeligt til deres dages ende.”. Det hænder, at et kunsteventyr her en ulykkelig eller åben slutning. Et kunsteventyr er ofte, i modsætning til folke-eventyret, skrevet med direkte henblik på børn.
(Eventyret gennem tiderne)
I bogen ”Il était une fois” har Nina Mohr Christoffersen og Birthe Dahlgreen kort beskrevet eventy-res rejse gennem tiden. Oprindeligt var eventyr en mundtlig overlevering som foregik mellem voks-ne og for det meste også i de lavere sociale lag. Dette skyldes blandt andet, at eventyrerne omhand-lede jævne menneskers livsvilkår. I 1800-tallet blev det acceptabelt, at man beskæftigede sig med eventyr. Dette skyldtes blandt andet, at Europa var præget af kriser og dårlig økonomi. Man søgte tilbage de gyldne tider og ville genrejse fortiden. Derfor begyndte man overalt i Europa, at forske i middelalderlitteraturen, som blandt andet indeholder folkeeventyret. Fra det tidspunkt begyndte man at tage eventyr seriøst.
Der er ingen der ved med sikkerhed hvornår folkeeventyret havde sin oprindelse og hvorhenne. Mange har gennem tiderne udformet en teori om, hvor folkeeventyret startede. Nogle mener, at de stammer fra Inden, andre mener, at de stammer fra Kelterne og en helt tredje mener, at det samme eventyr kan være opstået flere steder uafhængigt af hinanden og med den begrundelse, at der var fælles tankegang. Dette var bare få ideer om hvorfra folkeeventyret stammer.
Denne uvidenhed omkring folkeeventyrets oprindelse er netop også det, der karakteriserer et fol-keeventyr. Ingen ved hvornår fortællingerne om folkeeventyret startede eller hvordan det blev for-talt første gang og ingen ved hvem der fandt på fortællingen første gang. Derfor kan vi være sikre på, at ganske vist eksisterer ét folkeeventyr i mange udgaver, men den originale version eksisterer højst sandsynligt ikke længere.
(Folkeeventyrets 5 hovedkategorier)
I 1910 forsøgte den finske folkemindeforsker Antti Aarne at opdele folkeeventyret i undergenrer. Dette lykkedes meget godt for ham da denne opdeling viste sig at blive den mest kendte. Senere, i 1928, blev den revideret af amerikaneren Stith Thompson. Denne inddeling bliver kaldt for Aarne-Thompson-kataloget.
Gruppe 1: Dyreeventyr. Dette er en kort fortælling hvor dyr har fået tillagt menneskers egenskaber.
Gruppe 2: ”Almindelige” eventyr. Herind under hører 4 underkategorier. Den første er trylleeven-tyr, som er den mest udbredte af alle kategorierne. Her befinder vi os i en magisk verden hvor man møder overnaturlige ting, mennesker omtryllet til dyr og trolde. Helten eller heltinden er i kamp ofte mod overnaturlig modstander. Hovedpersonen får tillagt en række prøver som han/hun løbende må forsøge at klare sig igennem.
En anden underkategori til det almindelige eventyr befinder det religiøse eventyr sig. Her har even-tyret et religiøst indhold og ofte med et moralsk budskab. Hovedpersonerne er ofte perso-ner/skikkelser fra Bibelen som Gud, Jesus, Jomfru Maria eller Djævlen.
Den tredje underkategori er Novelleeventyr. Her er der ingen overnaturlige eller magiske indslag. Den har samme struktur som trylleeventyret dog uden de overnaturlige elementer. De ligner en no-velle men har stadig træk der lægger sig til eventyret som blandt andet er prøvelserne for hovedper-sonen, og der optræder personer som en konge, dronning, prins og prinsesse.
Den sidste underkategori til almindelige eventyr er eventyr om dumme trolde og andre væsener. Disse eventyr vil typisk omhandle trolde der bliver narret af mennesker.
Gruppe 3: Skæmteeventyr. Denne form for eventyr gør ofte grin med de rige. Helten er i denne fortælling ofte fra lavere status. Men samtidig kan det også hænde, at den gør grin med de svage i samfundet eller andre grupper af personer (fx Molboerne i Danmark).
Gruppe 4: Formeleventyr. Det er en slags kædeeventyr hvor den samme handling gentages bare i en anden udgave.
Gruppe 5: Uklassificerede eventyr. Denne gruppe indeholder kun få eventyr. Her sætter man som regel de eventyr ind som ikke passer andre steder. Der er ikke nogen bestemte ”krav” til dens ind-hold.
(Folkeeventyrets kendetegn)
Selvom man først begyndte at skrive folkeeventyr ned i 1800-tallet har der stadig været en struktur i den mundtlige overlevering. Man har altså formegentlig haft en slags huskeseddel for hvad man skulle have med.
Et folkeeventyr har mange let genkendelige træk som går igen i de fleste fortællinger. Blandt andet starter de med ”Der var engang..” eller på fransk ”Il était une fois..” og de ender også lykkeligt og det onde forsvinder. Et eksempel på, at eventyr ender godt er i ”Le Petit Poucet” af Charles Per-rault:
En anden lidt atypisk slutning er også et eventyr af Perrault ”Cendrillon ou la petite pentoufle de verre”:
”On la mena chez le jeune prince, parée comme elle était : il la trouva encore plus belle que ja-mais, et peu de jours après il l’épousa. Cendrillon, qui était aussi bonne que belle, fit loger ses soeurs au palais, et les maria dès le jour même à deux grands seigneurs de la cour.”(s.88)
Normalt ender et eventyr med, at det onde enten tilintetgøres eller bliver straffet. I dette eventyr forener det gode sig med det onde, nemlig ved, at Cendrillon gør dem en tjeneste. Men selvom det er atypisk ender det stadig lykkeligt hvilket jo er karakteristisk for et eventyr.
Typisk for et folkeeventyr er, at personerne kun er beskrevet kort eller overhovedet ikke beskrevet og vi får heller ikke stedet af vide, det kan være i hvilken som helst landsby, hvilken som helst skov osv. Personerne betegner ofte ved deres stilling. Dette ses i alle eventyr både danske såvel som fran-ske. Blandt andet i det franske eventyr af Perrault ”Le Petit Chaperon rouge”:
”Il était une fois une petite fille de Village..” (s. 26, il etait…)
Det ses tydeligt her, at det kan være hvilken som helst pige i hvilken som helst by der er tale om i denne fortælling. Vi kommer ikke ind på en nærmere beskrivelse på hvordan hun er, eller hvordan hun ser ud rent fysisk.
På samme måde er det i den danske udgave af ”Rødhætte” af Brødrene Grimm:
”Der var engang en sød, lille pige, som alle mennesker holdt meget af..” (s. 31 il etait)
Heller ikke her får vi mere af vide om hendes udseende, det eneste vi får fortalt er, at hun er sød og lille – altså en kort beskrivelse der sagtens kan fortælle noget om hendes stilling i landsbyen..
Et andet eventyrtræk i både den franske og danske udgave af ”Rødhætte” følger vi mødet mellem det gode og det onde. Når disse to modsætninger mødes er der altid kun to personer til stede. Altså i afgørende situationer må der kun være to personer til stede – dette kaldes for totalsloven. Et godt eksempel på dette er Rødhætte og ulven. Først ses det i det franske eventyr:
”Le Petit Chaperon rouge partit aussitôt pour aller chez sa mère-grand. ….
En passant dans un bois elle recontra compère le Loup” (s.26)
Og her i den danske version af Rødhætte:
”Da rødhætte kom ind i skoven mødte hun ulven, men hun var slet ikke bange, for hun anede ikke, hvor slem den er” (s. 31)
I begge udgaver tager hun af sted på egen hånd og møder ulven – det onde. Og da dette er en meget afgørende situation for hele eventyret optræder der kun to personer.
I et eventyr vil man som regel også altid møde mystiske eller overnaturlige væsener. I ”Skønhe-den og Udyret” møder man Udyret som i virkeligheden er en prins og man møder ting der kan tale som i virkeligheden er mennesker. I ”Den bestøvlede kat” er der katten som er blevet menneskelig. I ”Tommeliden” møder man trolden. I ”Rødhætte” er der en talende ulv – igen et dyr der er blevet personificeret. Igen og igen støder man på disse overnaturlige væsener og det er jo netop også det der gør et eventyr til hvad det er.
(De magiske tal)
I et eventyr forekommer der en række tal. Blandt andet fremtræder tallet 7 ofte i et eventyr. Blandt andet Charles Perraluts eventyr ”Le Petit Poucet”:
”Il était une fois un bûcheron et une bûcheronne qui avaient sept enfants..”. “..et le plus jeune n’en avait que sept.” (s.101)”L’ogre avait sept filles qui…”(s.108)
7-tallet optræder også I den danske udgave af Brødrene Grimm som faktisk er meget anderledes fra den franske version:
”… og syv måneder efter fødte hun en dreng, der var fuldkommen velskabt”(s.175. brd. Grimm).
Tallet tre går også igen i utallige eventyr. Det bruges tit i det antal sønner eller døtre der er i en fa-milie og det er altid den yngste der er helt eller heltinde. For et eksempel i ”Den bestøvlede kat” af Brødrene Grimm:
”Han havde foruden sin mølle tre sønner, et æsel og en kat” (s. 119. brd. Grimm)
Tallet tre ses også i et andet eventyr af Brødrene Grimm nemlig ”Askepot”:
”Askepot gik derud tre gange om dagen og græd og bad”(s.148)
Udover disse to tal (3 og 7) fremgår også en række andre tal: 9, 12, 13 og 21.
Individet i eventyrerne bliver udsat for en del prøvelser gennem fortællingen. Som handlingen skrider frem udvikler individet sig og får til sidst heltestatus og vinder prinsessen og det halve kon-gerige. De prøvelser hovedpersonen bliver udsat for placeres ofte i kontraktmodellen også kaldet hjem-ude-hjem. Som det ses er denne model også delt op i tre sektioner, altså endnu en gang støder vi på tallet tre. I denne model er det tidspunktet hvor man befinder sig udenfor huset farligt for ho-vedpersonen, det er her prøvelserne opstår. Her er ”Le Petit Poucet” af Perrault et godt eksempel. Forældrene vil af med børnene og efterlader dem i en skov – de får husly. I huset bor der også en trold som vil æde dem – da de har bevist, at de kan klare de prøver de bliver udsat for vender de atter hjem.