Stil

Sæt den ind her, kan være, jeg har tid til det. :b

Mange tak. Den er skrevet ud fra teksten af samme navn som overskriften, og de ehr spørgsmål:

Gør rede for Thomas Dinesens oplevelse af krigen. Hvordan formidler han de rædsler, han må have oplevet? Hvordan forklarer han sin og andres soldaters motiver til at deltage. Hvordan forholder han sig til fjenden? Diskuter om en sådan holdning er tænkelig i en moderne krig i dag.

Thomas Dinesen: På vestfronten

”En svær granat falder tæt foran vores lyttepost og sender et læs jord ind over os, - en anden lyner lige mod os, men den strejfer kun volden og ryger så skråt opefter med en hale af gnister. Krudtrøgen brænder i næsen, - modbydeligt, betagende, berusende.”

Således beskriver Thomas Dinesen en nat i skyttegravene ved fronten i Frankrig i marts 1918, hvor han tjente i det canadiske højlænderregiment, ”The Black Watch”. En nat blandt mange, med mangel på søvn, mad og vand og morterangreb fra de tyske skyttegrave, men han var jo et mandfolk, der hellere ville risikere at dø i kamp, end at blive anset af andre, men nok mest af sig selv, for en kryster.

Thomas Dinesen har meldt sig frivilligt i det canadiske højlænderregiment, efter flere forsøg på at gøre krigstjeneste i Danmark, som var neutrale, England og Frankrig. Da han blev uddannet dræber, blev han sendt til fronten i Frankrig.
På sin post i ingenmandsland fører Thomas Dinesen dagbog, hvor han skildrer verden omkring sig, som havde han blot fået til opgave at beskrive motivet af et stort vægmaleri, kort og beskedent. De mange følelser ”billedet” udtrykker, rædslerne, blodsudgydelserne og de lykkelige stunder med genforening af soldaterkammerater er blot unødvendige detaljer.

Hvad der har fået Thomas Dinesen til at kæmpe som besat for at komme med i en krig, hvor der i allerhøjeste grad foreligger en mulighed for at blive lemlæstet eller dø? Forklaringen herpå findes i Thomas Dinesens aner. Thomas Dinesen nedstammer fra en gammel godsejerfamilie, den samfundsklasse, som traditionelt opdrager deres børn til officerer, hvor i hvert tilfælde hans far og bedstefar har været: ”…min fader og bedstefader har vist mig en mands vej”(l. 81-82). Thomas Dinesens far, Wilhelm Dinesen var med i krigen mellem Danmark og Tyskland i 1864, hvor Danmark tabte. Dette kan have været en af grundene til Thomas Dinesens deltagelse i krigen, men også tanken om et tysk herredømme over Europa og især for hans vedkommende, trangen til aktion i stedet for at ligge passivt på sofaen og læse om det i aviserne.

Thomas Dinesen beskriver det at sidde og se solnedgangen i en varm skyttegrav i Frankrig, den 14. august 1918, som noget smukt, yndefuldt og nærmest højtideligt, selvom der var mangel på mad og vand, og han ikke havde sovet i tre dage. I forhold til at der lå en død tysker i et hjørne af skyttegraven, føler Thomas Dinesen kun at han havde været loyal mod ham, da han ikke havde holdt sig tilbage under i afgørelsens time, og at han havde dræbt ham i ærlig kamp.
Det sidste man hører Thomas Dinesen mener om krigen står beskrevet i linje 113-115: ”Hvor er himlen dog smuk, nu i solnedgangen. Ja hvor har jeg oplevet mange smukke dage i mit liv. Og så, til sidst, at være med her i Frankrig i en sådan tid.”
Thomas Dinesen giver her udtryk for en meget romantisk opfattelse af krigen. Nogle mennesker kunne have en opfattelse af, at Thomas Dinesen ikke havde nogen anelse om hvilke rædsler og grusomheder, han er vidne til, mens han er i tjeneste for et fremmed land. Det er dog ikke utænkeligt, at mange mænd kan have forståelse for Thomas Dinesens valg, idet datidens mandsideal lød på at man skulle kæmpe for sit fædreland uden at stille spørgsmålstegn derved. Thomas Dinesen ville gøre en forskel. Helt fordrejet kan han heller ikke have været, efter som han har empati for fjenden: ”de er sikkert lige så flinke fyre som vi er det.”
Holdningen om at deltage aktivt i krig og Thomas Dinesens valg, virker dog for mig helt uforståeligt, da jeg på al tænkelig måde tager afstand fra krig, men for unge mænd i familier med traditioner herfor, kan det bestemt være en tænkelig mulighed. Dog tror jeg at mandsidealerne fra dengang, ligger langt fra det generelle mandsbillede i dag, hvor det i stedet står som et valg for den enkelte om man vil deltage i krige.

Holdningerne om at Danmark skal deltage i krige er langsomt svundet ind, men måske slumrer der en Thomas Dinesen i os alle. I en situation, hvor Danmark er nødt til at deltage aktivt i en krig, vil der vel være flere danske mænd, såvel som kvinder, der trækker i uniformen og er klar til kamp for Danmark og vores nation.
Danmark står ikke umiddelbart over for angreb udefra og med sammenslutning af verdenen, betyder det, at der, ved et eventuelt angreb på Danmark, vil være støtte fra andre lande. I den moderne verden foregår krigene et stykke væk fra Danmark og næsten alle verdens lande har ryggen dækket af andre lande. Det vil derfor ikke påvirke den enkelte dansker direkte, skønt han eller hun stadig kan deltage i krige. Førhen var det et selvfølgelig et valg om at være med til at gøre en forskel, når man gik i krig for sit land, lige såvel som det var et valg om at være en kryster eller gøre sin pligt. I dag handler det kun om at være med til at gøre en forskel, hvad enten man kæmper for Danmark i Iran, Irak eller Afghanistan.
Om mandsidealerne har ændret sig fra dengang eller synet på fjenden stadig er det samme, kan være svært at sige, idet det først vil vise sig den dag der vil blive krig, for denne dag er næsten uundgåelig, selvom det muligvis først bliver i en fjern fremtid.
 

Thomas Dinesen: På vestfronten

”En svær granat falder tæt foran vores lyttepost og sender et læs jord ind over os, - en anden lyner lige mod os, men den strejfer kun volden og ryger så skråt opefter med en hale af gnister. Krudtrøgen brænder i næsen, - modbydeligt, betagende, berusende.”

Således beskriver Thomas Dinesen en nat i skyttegravene ved fronten i Frankrig i marts 1918, hvor han tjente i det canadiske højlænderregiment, ”The Black Watch”. En nat blandt mange med mangel på søvn, mad og vand og morterangreb fra de tyske skyttegrave, men han var jo et mandfolk, der hellere ville risikere at dø i kamp end at blive anset af andre, men nok mest af sig selv, for en kryster.

Thomas Dinesen har meldt sig frivilligt i det canadiske højlænderregiment efter flere forsøg på at gøre krigstjeneste i Danmark, som var neutrale, England og Frankrig. Da han blev uddannet dræber, blev han sendt til fronten i Frankrig.
På sin post i ingenmandsland fører Thomas Dinesen dagbog, hvor han skildrer verden omkring sig, som havde han blot fået til opgave at beskrive motivet af et stort vægmaleri, kort og beskedent. De mange følelser ”billedet” udtrykker, rædslerne, blodsudgydelserne og de lykkelige stunder med genforening af soldaterkammerater er blot unødvendige detaljer.

Hvad der har fået Thomas Dinesen til at kæmpe som besat for at komme med i en krig, hvor der i allerhøjeste grad foreligger en mulighed for at blive lemlæstet eller dø? Forklaringen herpå findes i Thomas Dinesens aner. Thomas Dinesen nedstammer fra en gammel godsejerfamilie, den samfundsklasse, som traditionelt opdrager deres børn til officerer, hvor i hvert tilfælde hans far og bedstefar har været: ”…min fader og bedstefader har vist mig en mands vej”(l. 81-82). Thomas Dinesens far, Wilhelm Dinesen, var med i krigen mellem Danmark og Tyskland i 1864, hvor Danmark tabte. Dette kan have været en af grundene til Thomas Dinesens deltagelse i krigen, men også tanken om et tysk herredømme over Europa og især for hans vedkommende trangen til aktion i stedet for at ligge passivt på sofaen og læse om det i aviserne.

Thomas Dinesen beskriver det at sidde og se solnedgangen i en varm skyttegrav i Frankrig den 14. august 1918 som noget smukt, yndefuldt og nærmest højtideligt, selvom der var mangel på mad og vand, og han ikke havde sovet i tre dage. I forhold til at der lå en død tysker i et hjørne af skyttegraven, føler Thomas Dinesen kun, at han havde været loyal mod ham, da han ikke havde holdt sig tilbage under afgørelsens time, og at han havde dræbt ham i ærlig kamp.
Det sidste man hører, Thomas Dinesen mener om krigen, står beskrevet i linje 113-115: ”Hvor er himlen dog smuk, nu i solnedgangen. Ja hvor har jeg oplevet mange smukke dage i mit liv. Og så, til sidst, at være med her i Frankrig i en sådan tid.”
Thomas Dinesen giver her udtryk for en meget romantisk opfattelse af krigen. Nogle mennesker kunne have en opfattelse af, at Thomas Dinesen ikke havde nogen anelse om, hvilke rædsler og grusomheder han er vidne til, mens han er i tjeneste for et fremmed land. Det er dog ikke utænkeligt, at mange mænd kan have forståelse for Thomas Dinesens valg, idet datidens mandsideal lød på, at man skulle kæmpe for sit fædreland uden at stille spørgsmålstegn derved. Thomas Dinesen ville gøre en forskel. Helt fordrejet kan han heller ikke have været, efter som han har empati for fjenden: ”de er sikkert lige så flinke fyre som vi er det.”
Holdningen om at deltage aktivt i krig og Thomas Dinesens valg virker dog for mig helt uforståeligt, da jeg på al tænkelig måde tager afstand fra krig, men for unge mænd i familier med traditioner herfor, kan det bestemt være en tænkelig mulighed. Dog tror jeg, at mandsidealerne fra dengang ligger langt fra det generelle mandsbillede i dag, hvor det i stedet står som et valg for den enkelte, om man vil deltage i krige.

Holdningerne om at Danmark skal deltage i krige er langsomt svundet ind, men måske slumrer der en Thomas Dinesen i os alle. I en situation, hvor Danmark er nødt til at deltage aktivt i en krig, vil der vel være flere danske mænd, såvel som kvinder, der trækker i uniformen og er klar til kamp for Danmark og vores nation.
Danmark står ikke umiddelbart over for angreb udefra, og med sammenslutning af verdenen betyder det, at der ved et eventuelt angreb på Danmark vil være støtte fra andre lande. I den moderne verden foregår krigene et stykke væk fra Danmark, og næsten alle verdens lande har ryggen dækket af andre lande. Det vil derfor ikke påvirke den enkelte dansker direkte, skønt han eller hun stadig kan deltage i krige. Førhen var det selvfølgelig et valg om at være med til at gøre en forskel, når man gik i krig for sit land, lige såvel som det var et valg om at være en kryster eller gøre sin pligt. I dag handler det kun om at være med til at gøre en forskel, hvad enten man kæmper for Danmark i Iran, Irak eller Afghanistan.
Om mandsidealerne har ændret sig fra dengang, eller synet på fjenden stadig er det samme kan være svært at sige, idet det først vil vise sig den dag, der vil blive krig, for denne dag er næsten uundgåelig, selvom det muligvis først bliver i en fjern fremtid.

Sådan. Du har sat mange af dine kommaer forkert. Og så var der vist et enkelt sted, hvor din sætning ikke gav mening, fordi du havde et ord for meget. Men ellers fint.