Hvad skal man have opfyldt for at være dankser??

Uha. Denne diskussion har været der mange steder. Jeg mener, man skal kunne tale sproget for at være dansker. Man behøver ikke være født og opvokset her, men bare boet her i nogle år.

Du skal føle dig som dansker.

følge de danske værdier, så er sproget mere underordnet...

#3 Det bør da være tilstrækkeligt at kunne mestre det danske sprog og delvist følge de danske værdier. Man kan sagtens have en anden kultur, som man blander lidt med den danske.

#0 Jeg mener, det væsentligste er at føle sig dansk. Så er det helt overordnet, hvor man er født, opvokset og lignende. Føl dig dansk, og det er nok.

#1, jeg er født og opvokset i DK, og taler/skriver dansk som mine medmennesker i skolen og andre jævnaldrende. Hvorfor er jeg ikke dansker, da jeg SOMMETIDER føler mig som en? Men af en eller anden årsag ikke er, da det jo er tydeligt på mig, jeg ikke er dansk. (nu har i ikke set mig, så det kan i naturligvis ikke udtale jer om.)

Dernæst erindrer jeg en def. af en dansker; som forlød, at man først var dansker, såfremt i fald en af sine forældre var dansk (dvs. født og opvokset i DK + dansk pas). Dermed sagt, at jeg jo ikke er dansk, selvom jeg er under de karakteriska i nævner.

Emnet har været oppe mange gange før. Og jvf. min dansklærer, så er der åbenbart ikke en konkret definition af en dansker.

Jeg har erfaret, at jeg i mange går haft en illusion: at jeg var dansk!

Jeg betragtede mig som værende dansk, da jeg er assimileret i det  danske samfund. Jeg har gennemgået en proces, der kan beskrives som yderst vanskeligt men tildes naturligt. Som et ønske om at blive optaget af og i det danske samfund, har jeg tillagt mig de danske værdier, normer, traditioner og ikke mindst kultur.

Jeg følte mig dansk, jeg tænkte dansk og jeg var dansk!

.... og jeg var dansk, ja!

Det gik op for mig, at jeg alligevel ikke var/er! De "indfødte" danskere havde et hel andet syn på mig: jeg var "dem" og tilhørte en anden gruppe.  Jeg var alligevel ikke en del af "os" - danskerne!

I diskussioner/debatter, var jeg "dem der", stadig ikke en del af "os". Stadig mærker jeg diskrimination, tiltrods for at jeg har stæbt mig på at "opnå danskheden", hvordan den så end defineres.

Det gør mig rasende, når der siges: "de gør ikke noget for at blive integreret"!

Jo, jeg har gjort alt, men mange vil ikke og kan ikke se mig som værende dansk.  Integration handler om gensidig tilpasning.

Jeg føler mig på en måde identitesløs, for hvad er jeg egentlig?

#6 Interessant input! Men dit problem (ja, undskyld ordvalget) er, at selvom du er dansk på alle de punkter, hvor du kan blive en del af den grå masse kaldet danskere, så vil du skille dig ud, ligesom blonde piger risikerer at blive opfattet som dumme blondiner alias genstande, der ikke har forstand og derfor legalt kan udnyttes til hvad end man måtte have lyst til.

MEN! Skær nu ikke dine landsmænd over én kam. Jeg kan godt se tydelig afspejling af genetiske forskelle på os to, så måske kan jeg finde på at omtale din race som dem, ligesom jeg kan omtale blondiner som dem, idet jeg ikke ser sådan ud (og slet ikke er så dum :P). Alligevel vil der være en lang række sammenhænge, hvor du vil høre under begreberne os og danskerne.

Jeg ved godt, det er svært - specielt fordi tolerancen er præget af det politiske flertal. I dag er det mere legalt at være skeptisk overfor fremmede, og at kræve en masse af dem, end det har været. Kernen i problemet er måske, at vi er opdraget med at kræve alt muligt! Vi har menneskerettighederne, som giver os vores ret, så vi kan kræve den. I stedet burde vi have nogle pligter! At have ret gør en magtsyg, men at have pligt gør en ansvarsbevidst.

Rigtig flot skrevet og meget interessant slutning: "At have ret gør en magtsyg, men at have pligt gør en ansvarsbevidst."

Jeg forstår udemærket problematikken og det dillema jeg befinder mig i. Det er bare svært for mig at forstå, hvornår man egentlig er dansk. Hvad er dog indbegrebet af dansk?

.... tidligere sagde jeg altid os, men henblik på danskere... hver gang jeg nu støder på det "os"/"dem", tænker jeg på, hvem jeg taler med, før jeg anvender "os"/"dem"... det er da noget møg :)

Nogle kloge hoveder ville sige, at danskhed er en tænkt konstruktion og en fiktiv, psykisk identifikation, der er ca. ligeså præcis, som at du og jeg kan erklære, at vi er venner (indtil vi bliver sure på hinanden en dag over et eller andet ligegyldigt og ophæver denne pagt).

Er man f.eks. dansk fordi man er ikke-tysk? Hvor tæt skal man bo på den tyske grænse for at være tysk? Hvis man skulle være lidt mere videnskabelig i sin tilgang til det, så kunne man spørge

hvad kendetegner den gruppe, der selv oplever deres nationale identitet som værende dansk?

Som i det meste videnskab gives der ikke endelige svar, men man fremsætter forskellige teorier, som så kan blive mere eller mindre anerkendte.

Jeg vil mene, at paratviden om Harald Blåtand ligger flere hundrede pladser nede på listen, mens generelle europæiske værdier vil være overraskende højt prioriteret. Måske er vi mere europæere end danskere... Forresten: hvis man først er rigtig dansk, når man kan sproget, hvad så med handikappede uden sprog? Men de er måske ikke mennesker på den måde?

Hvem var Harald Blåtand forresten?

Hvor kommer man så fra, hvis man er født i en flymaskine og hvis ens mor er en fjerde del dansk, amerikansk, tysk og arabisk hvor faren er halv et eller andet og halv et eller andet? men forældrene bor i Dk? .. Det er latterligt sådan noget.
Idag har vi kun brug for at kigge i ens pas og se hvad der står , er man dansker , så er man det - selvom ens forældre er araber og man selv taler flydende arabisk og følger de arabisk traditioner. Vi har kun brug for at vide hvem vi er så vi kan rejse rundt osv :) hahaa

Jeg er totalt ligeglad med hvor jeg kommer fra (jeg er heldigvis en stor blanding, også med etnisk danske gener). Ved at være nationalisk (ikke fordi jeg anklager nogen for det), så ser man sig selv som bedre bare fordi at man er født i nogle andre omgivelser. Jeg er muslim! Og som muslim så er den bedste person den mest Gudfrygtige (altså den der begår bedst gerninger) om det er en mand eller kvinde, sort, hvid, brun, gul eller hvordan Allah har valgt personens gener skal komme til udtryk på rent fysisk og visuelt.

Hvem er man ?

Er det noget man fødes til ?

Er det noget man selv definerer ?

Er det noget andres "kasser" definerer ?

Man er det man vælger at være - og hvis man møder fordomme som propper en ned i en af de kasser man ikke synes man tilhører- må man sige fra og vise at man har valgt at være noget andet.

Hvis jeg iklæder mig "en rolle" som f.eks dum blondine eller  Rocker-tøs .....er jeg så reduceret til at være det ? Nej  fordi ,under alle etiketter / og grupper forsvinder individet. Ja fordi jeg bør være bevidst om hvad jeg vælger og hvilke signaler det sender ....i en anden forstand er der jo ingen af os der kun er "de stereo-typer" som normer og roller giver os mulighed for at være. Det enkelte individ vil altid indeholde mere end en gruppe identitet eller rolle tilskriver dem.

Man er dansker når man har vænnet sig til ,at nogle tåber altid vil møde en fordomsfuldt og  har erkendt det ikke gør en hverken mere eller mindre dansk !

Jeg er født dansk- opdraget dansk - men føleler mig ikke dansk i DF`udgave af danskhed. Jeg føler mig nok mere som Eurpoæer - og holder fast i det europæiske værdisæt.

En eller anden historiker har lige skrevet en bog om det at være europæer ....den glæder jeg mig til at læse.

Min pointe er at den europæiske tolerence ikke tolererer intolerence !  Den danske tolerence bør heller ikke tolererer intolerencen ! Lad dette være Danskhed ;)

# 10

Harald Blåtand- var ham der indså at den politiske magt lå i at gøre Danmarks kristne som resten af europa var det.......og derfor blev den først kristne vikingekonge.

Blev iøvrigt så vidt jeg husker dræbt af sin søn Svend....som var hedning og som stod i spidsen for den anden herskende gruppe i den magtkamp.

Klotte du har nogle interessante indlæg