Leif panduro "rend mig i traditionerne" stil om hr. traubert

Hej jeg har fået en opgave om at skrive en stil om hr. trauberts dagbog gennem 1 dag.
Nu har jeg så skrevet den, men er meget i tvivl om den er 'god nok' så her kommer den, og hvis i har lyst må i meget gerne læse den igennem og komme med rettelser eller kommentarer (Den lyder lidt underlig, men ham traubert er jo også underlig):

Dagbog

Kære dagbog.
Atter en dag hvor de prøver at snyde på mig, men jeg giver ikke op, nej. Det startede med at de kom ind for at vække mig, men jeg er snedig. Mig kan de ikke snyde. Jeg var vågen da de kom ind, så de gik igen, men sagde til mig at der var morgenmad. Jeg gad ikke være sammen med nogle af de andre, den eneste jeg ville være sammen med var david. Vi forstår hinanden, og han er på samme side som jeg.
Jeg bevægede mig ud på gangen, men blev stoppet af vore oversygeplejerske Frk. Phi-lipsen, hun ville have mig til, at gå tilbage til mit værelse inden jeg lavede nogle ulykker.
Som om jeg lavede nogle ulykker, det er dem. Jeg bevægede mig hurtig hen til der hvor David, min ven sad. Han virkede glad for at se mig, meget endda. Vi faldt i snak, david og jeg. Vi gik rundt på gangene selvom det var mod sygeplejerskernes mening, men vi var ligeglade.
David kom til at smadre en blomstervase og de kom løbene hen til os, de hev David og jeg fra hinanden. David begyndte at sige nogle lyde, ligesom en hund og jeg bemærkede at de gav agt for hans lyde, de slap ham. Dét skulle jeg også prøve, jeg var ikke ligeså god som David, men det hjalp. Efter dette dramatiske øjeblik hvor vi overvandt dem for en lille sejr var jeg gået i gang med at øve mig, David og jeg øvede os sammen. Derefter gav jeg ham en million. Det fortjente han.
Vi gik udenfor i fælleshaven, David og jeg så på de ny plantede blomster. Blomsterne kiggede på mig, og det brød jeg mig ikke om. Så op med benet, frem med skoen og splat sagde det, nu havde jeg trådt i bedet med alle blomsterne.
Der var ankommet en ny gæst til vort fængselsagtige bosted, han hoppede og sprællede som en gal mand. Han finder snart ud af at det ikke hjælper.
Davids lyde hjælper, ja.
Jeg kiggede ned på blomsterne igen, de skrigende farver lyste mig lige op i hoved. Gu-le, røde og hvide blomster indrammet i en trækasse med noget jord i.
Jeg havde stadig den kongelige røde morgenkåbe på, den jeg fik af David, men ej fryste jeg, trods det matte vejr. Jeg gik min vej, og David sad bare med Marianne på bænken.
Nu var det frokosttid, og jeg gik indenfor. Der var mange mennesker og de kiggede sådan på, alle sammen. Jeg sagde noget til hver og en der gik forbi mig, de rynkede pan-den og begyndte at grin, de fleste af dem. De har respekt for mig. Men en million ville jeg ikke give dem. Jeg begav mig ind i frokostsalen og satte mig ved et bord, Jørgensen kom hen og satte sig ved siden af mig. Han begyndte at tale til mig, men jeg lod som ingenting. Men alligevel overhørte jeg hans ord. Han fortalte, at han var på toilettet for-leden dag, hvor en bombe pludselig sprang, idet han var på toilettet. Jeg fniste sagte, det var jo mig, david og jeg, der havde gjort det. Noget siger mig, at vi snart får ramt på dem. Men jeg føler, at jeg kikser lidt i det. Men jeg har David, og han hjælper mig, det er jeg sikker på.
Ikke mere snak om det, da det begav sig hen mod eftermiddagen opdagede jeg, at der var kommet et nyt krus ind i mit toiletskab.
De prøver at narre mig, men jeg er snedigst, mig kan de ikke narre. Jeg tager mit gamle krus, og drikker en masse vand, for at blive renset. Kigger på det nye, med hænderne krydset på ryggen og undersøger det grunddigt. Det første jeg ville, var at sige det til David, men jeg vidste ikke hvor han befandt sig henne.
Jeg tog det op i mine hænder, bevægede mig hen til vinduet. Jeg åbnede vinduet, og kastede det ud gennem de forbandede tremmer. Jeg skreg i al den tid det var i luften, og da det ramte jorden, udbrød jeg med et *bang*.
Straks var der en sygeplejerske inde på mit værelse. Jeg bad hende om at gå, men Mari-anne lyttede ikke. Jeg begyndte på min lyde ligesom David, men det hjalp ikke. Hun gav dog slip på mig, da hun havde ført mig ind i fællesstuen, hun mente at jeg havde brug for noget selskab. Men nej, jeg har skam al den selskab som jeg har brug for.
Da solen gik ned, og mørket kom frem, blev der stille på gangene. Mange havde dæm-pet sig, men jeg var stadig i hopla. Jeg gik ind på min stue og lagde mig i min seng, be-gyndte at skrive i min kære dagbog som jeg gør nu. Men nu vil jeg lukke dig dagbog, jeg skal have aftensmad også vil jeg se hvad dagen i morgen bringer. Hejhej.