Kan fysik forklare bigbangs opståen

#0: For at give dig det mest direkte svar på din overskrift: Nej, det kan fysik ikke.

Forklaring: I starten af universets levetid var der en periode, hvor det blev udvidet eksponentielt; den såkaldte inflationsperiode. Al information fra før denne periode blev i perioden så ødelagt af udvidelsen, at det ikke er muligt at hive informationer ud af længere, hvorfor vi netop ikke kan få informationer fra før inflationsperioden. Principielt er alt, der er sket før denne periode gætterier, omend noget er mere kvalificeret end andet.

Hvis man endelig vil igang med at diskutere, hvad der var før universet, så skal det ikke gøres med videnskabsmænd, i det videnskaben, og fysikken, som sådan ikke eksisterede på det punkt, og derfor er uinteressant.

Ingen kan forklare dig dette, da det er udenfor vores rækkevide.

Men man har teorier om hvordan det skete, men forklaringer nej.

#0 Der er jo faktisk forskellige teorier for universets start, men alt sammen gætterier. En start kan også være en ende. Lad os se på vores univers som vi lever i nu. Kosmologer er meget interesseret i hvad skæbnen med dette univers er. Lige nu udvider det sig, vil det blive ved med det? Eller vil tyngdekraften stoppe udvidelsen og trække det hele sammen i et såkaldt Big Crunch. Et Big Crunch vil være enden på vores univers, men sikkert starten på et nyt. Så man kan forestille sig, at universet har eksisteret i en evighed og oscillere på denne måde.

En anden teori jeg har hørt er, at uden for universet er der nogle kæmpe membraner. Hver gang de støder sammen dannes der et Big Bang - jeg er ikke helt med på selv, hvad disse membraner er, men så vidt jeg husker kommer det fra superstrengteorien og idéen med flere universer.

#3: Det er M-teorien, ja.

Absolut fascinerende, jeg synes det er vildt at tænke på at der stadig er sådan mystik i vores verden, og jeg synes det er vildt spændende at læse fysik i den sammenhæng. Jeg læste lidt på den her side http://www.fortunecity.com/emachines/e11/86/big-bang.html hvor han skriver

"Remarkably, modern science has arrived at more or less the same conclusion as Augustine, based on what we now know about the nature of space, time, and gravitation. It was Albert Einstein who taught us that time and space are not merely an immutable arena in which the great cosmic drama is acted out, but are part of the cast-part of the physical universe. As physical entities, time and space can change- suffer distortions-as a result of gravitational processes. Gravitational theory predicts that under the extreme conditions that prevailed in the early universe, space and time may have been so distorted that there existed a boundary, or "singularity," at which the distortion of space-time was infinite, and therefore through which space and time cannot have continued. Thus, physics predicts that time was indeed bounded in the past as Augustine claimed. It did not stretch back for all eternity."

Selve ideen om at tid og rum kan være skabt, hvis det er det han siger, med Big Bang, det er vildt mystisk men også utroligt spændende. Følte mig virkeligt lettere svimmel her til formiddags da jeg gik big bang artiklen og så den artikel igennem hehe.

Mange tak for de inputs syntes jeg har lært noget vigtigt nu

Du kan læse mere om emnet på illvid.dk, hvor de har en artikkel om netop om universet ocsiliere eller om der kun har været ét big bang

#6: Man skal passe på med illustreret videnskab - meget af det de siger er mere populært end egentlig videnskab.

#7 Men det er sjovt at læse :D

Jeg vil nu sige at der er meget videnskab i det som Illustreret videnskab siger, de bliver bare nødt til at forklare det på en simpel måde så deres målgruppe på den måde bliver større.

Hvis der var en forklaring på universet, ville man for længst have fundet den. Med alle de kloge hoveder (fysikere først og fremmest) gennem tiden, der ikke har kunnet forklare universet til bunds, forledes man til at tro, at der slet ikke er noget univers, at det hele er et begreb, en tanke. Det hælder jeg til. En ting kan ikke opstå ad sig selv, har vi lært, heller ikke universet. Når det er sagt, så kan man også tænke sig, at vi med vores begrænsede evner ikke er i stand til at fatte universet. Omvendt: Hvis vi nu vidste til bunds, hvordan universet fungerer, hvordan det opstod, og hvordan det ender (eller ikke ender), ville det så gøre nogen forskel? Hvis det for eksempel udvider sig i det uendelige, således at universets massefylde (kilo pr. kubikmeter masse (energi) går mod 0, kan man så ikke også hævde, at det slet ikke er der? Hvis man suger al luften ud at et rum, vil man så ikke sige, at der eksisterer et vakuum - at der ikke er noget tilbage. Eller vil der altid være et enkelt luftmolekyle tilbage? Hvor meget skal der være af en ting, før man kan sige, at der er noget? Et er man dog enig om, der er ikke noget udenfor universet. Men kan man overhovedet forestille sig tomheden, ingen tid, ingen materie, ingen tanker (vores tanker kan ikke række ud over universet), intet lys - absolut ingenting. Det er svært at forestille sig et tomt rum, og her er måske forklaringen. Vi evner ikke at fatte universet. Liv i universet er måske også blot en tilfældighed. Men hvad er et "dødt" univers? Universet har kun mening for o, så længe vi lever. Hvad skal man bruge det til? Ikke så sært, at nogle bliver religiøse.

#10 Det minder mig om en samtale jeg havde med en medstuderende (fysiker). Vi stod og spillede pool, og da han ikke reagerede da det var hans tur, spurgte jeg hvad han tænkte på, hvorefter han svarede "universets skabelse".. Han støder til ballerne og vi spiller, da jeg igen spørger ham, hvad han kom frem til. "Absolut ingenting" var hans svar.. Jeg er helt enig med dig i, at det er svært, om end ikke muligt at forestille sig, men man har dog, så vidt jeg ved, modeller der kan forklare universtes skabelse. Min personlige favorit er den, hvor skabelsen på ét univers er enden på et andet, altså et oscillerende univers.
Angående det med densiteten, synes jeg ikke det har nogen relevans for tråden. Materialet vil stadig være her, selvom universet udvider sig. Dog vil selv atomer blive splittet på et tidspunkt, pga. den voldsomme udvidelse, hvis denne fortsætter.

Citat:

"Min personlige favorit er den, hvor skabelsen på ét univers er enden på et andet, altså et oscillerende univers."

Det kan jeg ikke forestille mig, det ville betyde, at tingene gentog sig i det uendelige (de store tals lov). Vi ville igen sidde her og diskutere det samme om x antal år. For at forstå det, så forestil dig et univers bestående af kun tre enheder (det er ligegyldigt, hvad vi kalder dem). De kan orientere sig i forhold til hinanden på et endeligt antal muligheder (de besidder naturligvis også andre parametre såsom temperatur, farve osv.) På et tidspunkt vil de ramme præcis den samme konstellation og med de samme egenskaber. Antallet af enheder er ligegyldigt, så længe vi taler om universets gentagelse i det uendelige. Og begrebet uendeligt har kun mening, hvis noget er endeligt, universet bliver på den måde et rent begreb, der udelukkende består af forskelle. Et begreb kan man ikke begribe uden dets modsætning. Det her er ikke fysik, det ender med at være et filosofisk spørgsmål. Mange af de ældre fysikere (og for øvrigt også berømte psykologer og psykiatere) forlader fysikken til fordel for filosofien, fordi de ikke fandt, hvad de søgte. Det kan ikke nytte noget at lede efter nålen i høstakken, hvis den ikke er der.