Gymnasie tiderne

Rent fagligt var der i mine øjne var der i mine øjne ikke den store forskel mellem folkeskolen og gymnasiet -- til tider syntes jeg der blev lallet mere i gymnasiet end i folkeskolen (det afhænger måske også af landsdelen). Ulempen med gym er dog at man max må have dit og dat procent fravær for ikke at skulle op i fuldt pensum. Det er selvfølgelig en god måde hvorpå ledelsen kan sikre sig at festmajestæterne + øvr. flyvske subjekter også består eksamen og ikke flimrer et halvt akademisk år væk, men det er trælst for hurtigtænkende elever at skulle behøve være der bare for at være der.

Ekstra surt at maxgrænsen er den samme for alle fag, uanset antal ugentlige timer, såvel som at fraværet opgøres løbende og ikke efter sidste undervisningsdag = læseferiens start. Har man fx kun 2x45 min samfundsfag om ugen, er det nok at være syg på netop undervisningsdagen for at lokummet skal, ikke brænde, men detonere.

For min skyld må de desuden gerne skrotte idrætten i gymnasiet. Sportglade skal sgu alligevel nok finde en fodboldklub eller idrætsforening, uden at en hel elevbesætning skal tvangsindlægges til det ene og det andet bensprælleri. Der er jo fx ingen der ville finde på at tvinge unistuderende til idrætspis, og uni er lige så frivilligt som gymnasiet.  Gymnasister tror gerne de er så voksne og modne, men når det gælder idrætsundervisningen, ser man den samme pissekonkurrence som i folkeskolen (og så hjælper det heller ikke at mandlige idrætslærere som regel er småtykke fhv. sportsstjerne-wannabes der nu overfører deres (rustne) atletdrømme - og illusioner på gymnasieelever...). :D

Jeg har det bare som om vi drukner i lektier og afleveringer, kan man klare sig selv om hvis man ikke lige aflevere et par gange eller ikke laver lektier nogen gange, self hvis man kan kontrollere det . ? :)

Når jeg tænker tilbage på tiden, hvor jeg gik på gymnasiet, besidder jeg ikke et savn eller ønske om at have forandret ret meget. Gymnasiet var et uddannelsessted, hvor jeg mener, at fokus blev rykket mere og mere imod det sociale, og en tilstræbelse om at opnå en anerkendelse hos de andre studerende vægtede højere end det faglige område. Man befandt sig ofte i et miljø, hvor størstedelen egentlig ingen ambitioner i livet besad - men derimod forsøgte de blot at udholde de 3 år ved at gøre sig bemærkelsesværdige på alle led hos både eleverne og lærerne (kaldes nok overlevelsesstrategien), hvorfor karaktererne (ofte) heller ikke afspejlede elevens faglige kundskaber. Karaktergivning gav altid en masse skuffelser og bitterhed hos elever, idet man fornemmede, at man ikke var vurderet efter timernes eller prøvernes præstation. Med dette i mente bringer det mig straks tilbage til en matematikprøve på 3.år, hvor læreren højt og tydeligt berettede, at den skriftlige karakter i faget blev afgivet ud fra testen. Dette var vel udemærket, tænkte jeg - hvorfor jeg også blev tilfreds med min prøve og karakter lige indtil, at en medstuderende havde præsteret en prøve til et 4-tal, men alligevel fik 10 på karakterbladet. Da jeg konfronterede min lærer om dette, og mente, at det var helt ude af proportioner, at en person, som fik karakteren 4 til prøven, dernæst modtager et 10-tal på karakterbladet, når karakteren skulle afspejle prøvens præstation. Min kære matematiklærer forsvarede sig med, at jeg havde en glimrende prøve, og at jeg nok næste gang fik 12. Samtalen fik en omdrejning, og aldrig bragte han emnet op eller ændrede noget ved deres karakterer.

De ovennævnte ting hænder lykkeligvis ikke på universitetet. Jeg nyder studielivet på universitetet, og selv om man besidder et større ansvar og en tungere lektiebyrde, så er det mit foretrukne uddannelsessted universitetet, idet du også selv håndterer og styrer dine pligter, og tilrettelægger tingene efter dit behov.

Ja den følse  med de karraktere har jeg også haft at folk de bliver skuffet osv  kan godt genkende det.  Jeg tænker lidt på uni . der er det self selv ansvarlig for at man læser og kan fælge med osv. men det med planlægning det er jeg sindsyg dårlig til men vil man også for det lært osv, igennem tiden eller er det noget man skal øve sig på ?

Undskyld det sene svar.

Ja det kan godt være ret belastende, at man altid selv skal sørge for at planlægge læsningen, og der ikke er nogen, som holder en i hånden eller påminder en om, at man skal huske at læse. Man er stort set ansvarlig for alt på universitetet. Hvis man ikke får læst eller lavet øvelsesopgaver, så er der desværre ingen "kære mor", og så er det bare ærgerligt, at man ikke nåede det.

I starten var det svært at vænne sig til, at man skulle læse så meget hver dag, og at man ikke kunne bede om en reducering af læsningen, som til tider kunne ske på gymnasiet. Derudover er der altid deadlines på øvelsesopgaverne, og hvis man ikke når dem til tiden, så kan man ikke få lov til at aflevere senere. Sådan noget skal man vænne sig til.

Men jo, man lærer det efterhånden med tiden. Det gør man. Jeg tror dog bare ikke, at det er noget, man kan øve sig på :)

Jeg havde i starten svært ved at vide, hvordan man skulle læse grundigt op til eksamen på universitetet. Pensum i de enkelte fag er ret store, hvorfor jeg frygtede, at jeg altid vil glemme halvdelen, når jeg lige havde læst det. Jeg fandt ud af efter 1,5 år, hvordan jeg virkelig skulle læse op.

Men selv om, at man står på egne ben på universitetet, så er det alligevel rart, at man selv kan tilrettelægge sin læsning. Man behøver ikke at deltage i undervisningen (men nu skal jeg passe lidt på- nogen steder har de indført registreringen af eleverne), hvilket jeg synes er ret fedt. Bare du har læst dit pensum og lavet øvelsesopgaverne, så er man rustet nok til eksamen- og også selvom man ikke har deltaget i undervisningen (men det er selvfølgelig helt helt individuelt). 

Jeg håber, at det gav dig et svar på dit spørgsmål :)