Linjespektrum, spektralanalyse og brugen af det.

Sender man lys gennem en spalte, en samlelinse og et prisme over på en skærm, kommer der et spektrum. Dette spektrum kan være sammenhængende, som det er det, hvis lyset kommer fra en glødelampe, eller det kan bestå af smalle linier, som det ses ved f. eks. neonlys. Det sidste kaldes et liniespektrum. Hver linie svarer til en bestemt bølgelængde. Der kan også forekomme bånd, der har en skarp kant i den ene side og "dør ud" i den anden side.

Liniespektre kommer normalt fra udladninger i gas, hvor atomerne kan udsende lyset uafhængigt af hinanden. De bølgelængder, lyset udsendes i er bestemt af, hvilke atomer, der er i gassen. Hvis der er molekyler i gassen, kan vekselvirkningen mellem atomerne i molekylerne bevirke, at der kommer lys af mange tætliggende bølgelængder i et område. Derved dannes karakteristiske bånd.

Liniespektre og båndspektre kan bruges til at identifisere de atomer og molekyler, der udsender lyset. Det er det man benytter i spektralanalyse. Man undersøger spektret af noget lys og benytter oplysningerne til at identifisere det eller de stoffer, der udsender lyset. Måler man intensiteten af spektrallinierne, kan man endda sige noget om blandingsforholdet mellem atomerne.

Spektralanalyse benyttes til stofidentifikation, bl.a. i astronomien, hvor man kan finde oplysninger om, hvilke stoffer, der findes i stjernerne.

Hvis du lader lys passere gennem et prisme, vil det afbøjes. Afbøjningen er afhængig af bølgelængden. Hvis du opvarmer et stof vil det udsende stråling med nogle karakteristiske bølgelængder. Ved afbøjningen i prismet vil det give anledning til at man ser nogle karakteristiske linjer. Dette kaldes et spektrum. Det kan bruges til at påvise stoffer. For eks. har man ad den vej fundet ud af hvilken stoffer, der er på solen