Almen studieforberedelse (AT)

AT: Teorier og metoder?

02. juni 2008 af hg5e17ah (Slettet)
Jeg er begyndt at forberede mig til AT med emnet menneskerettigheder (historie/humaniora og samfundsfag/samfundsvidenskab), og der er lige dukket et par indledende spørgsmål op.

Først og fremmest er jeg lidt i tvivl om kvantitativ og kvalitativ metode. Stort set alle steder jeg kigger kommer definitionen, at kvalitativ er noget med interviews og kvantitativ er noget med spørgeskema - det er da indlysende. Problemet er, at det sjældent kan stilles så firkantet op. I samfundsfag består mine kilder af rapporter om menneskerettighedsbrud, FN's menneskerettighedserklæring og en bunke bøger der omhandler menneskerettigheder. I kraft af emnet har det jo været svært at foretage min egen dataindsamling. Så kan man overhovedet tale om kvantitativ/kvalitativ metode?

I historie-delen har jeg behandlet den amerikanske uafhængighedserklæring og dens tilblivelse, samt kort kigget på FN's menneskerettighedserklærings historiske kontekst. Men hvad kan man tale om af teorier i historie?
I samfundsfag har jeg tre forskellige syn på menneskerettigheder samt nogle andre fortolkninger, hvilket vel går under kategorien 'teorier'?

Så er der til sidst spørgsmålet om metoder. Jeg er inde på noget kildekritik i historie samt lidt hermeneutik. Og så er der kvantitativ og kvalitativ metode. Men er der andre metoder, man kan tale om?

På forhånd tak

Svar #1
02. juni 2008 af hg5e17ah (Slettet)

Er det i øvrigt en god idé at bruge PowerPoint til sin fremlæggelse?

Brugbart svar (1)

Svar #2
02. juni 2008 af FredeW (Slettet)

I samfundsfag har du benyttet litteratur, der sikkert både indeholder kvantitativt og kvalitativt materiale. Det kan du sige til eksamen, men vi kan godt blive enige om, at det ikke giver ret meget til en metodediskussion. Derfor ville jeg i dit sted blive mere konkret: Hvilke kriterier har du brugt til at vælge materiale? Forhold dig kildekritisk til det osv. Hvad har du konkret gjort for at analysere dit materiale?

Distinktionen mellem induktiv og deduktiv metode kan måske også bruges. Har du haft en teori at gå ud fra, hvorefter du har udledt nogle hypoteser, du har kunnet "teste"? Eller omvendt?

Dine tre forskellige tolkninger af begrebet menneskerettigheder kan godt gå ind under begrebet teori, men det kommer an på problemformuleringen.

Svar #3
03. juni 2008 af hg5e17ah (Slettet)

Okay, tak.

De tre tolkninger af menneskerettigheder minder relativt meget om skolerne inden for international integration (realisme og idealisme). Kan man betegne det som teorier?

Brugbart svar (0)

Svar #4
03. juni 2008 af FredeW (Slettet)

Hvad er din problemformulering?

Svar #5
03. juni 2008 af hg5e17ah (Slettet)

Hvilken betydning har USA’s behandling af terrormistænkte på Guantánamo-basen for USA’s op-fyldelse af egne og internationale visioner om menneskerettigheder?

Problemstillinger:
1. Redegør for den idémæssige baggrund for den amerikanske uafhængighedserklæring, samt for det væsentligste af dens indhold.

2. Undersøg visionerne, der fremføres i FN’s Universelle Verdenserklæring om Menneskerettigheder, og forpligtelserne ved at tilslutte sig erklæringen.

3. Diskutér, hvorvidt USA i forbindelse med tilbageholdelsen af terrormistænkte på Guantánamo-basen overholder sine forpligtelser fra den amerikanske uafhængighedserklæring og FN’s Universelle Verdenserklæring om Menneskerettigheder, og vurder menneskerettighedernes fremtidsudsigter.


Du må i øvrigt meget gerne komme med kritik af den, som jeg kan anvende til eksamen, da man jo altid er lidt blind, når man skal kritisere egne ting...

Brugbart svar (0)

Svar #6
03. juni 2008 af FredeW (Slettet)

Hvis jeg forstår din beskrivelse af dine "tre fortolkninger" rigtigt vil de fungere fint som teori. Det havde været noget andet, hvis din problemformulering havde indeholdt spørgsmål som "undersøg omfanget af menneskeretskrænkelser i verden i dag".

I forbindelse med din problemformulering skal du være opmærksom på, at udgangspunktet implicit er normativt. Forud for din opgave ligger en præmis, om at menneskerettighederne _bør_ overholdes.

Redegørelsesspørgsmålet ville jeg måske i den forbindelse have gjort bredere, sådan at du inddrog flere forskellige syn på menneskerettigheder. Altså f.eks. den amerikanske uafhængighedserklæring ("vi anser disse sandheder for at være selvindlysende...") og lignende holdt op mod nogle synspunkter, der siger, at man ikke behøver at tage hensyn til menneskerettigheder - staterne skal bare tage hensyn til sig selv og sådan. På den måde ville du meget naturligt få inddraget alle fortolkningerne af begrebet menneskerettigheder. Ellers kan jeg godt frygte at de kommer lidt pludseligt ind, når du skal til at diskutere.

Ellers synes jeg, der er en god sammenhæng i spørgsmålene, hvor du starter med en slags idehistorisk, teoretisk baggrund, går over til at se hvordan disse ideer har udviklet sig op til i dag (med FN's erklæring) og derefter diskuterer hvordan det går i praksis. I forbindelse med diskussionen skal du sørge for at være opmærksom på at argumentere for hvorfor du vælger USA og ikke f.eks. Kina eller Iran. Et argument her kunne være en antagelse om, at menneskerettighederne får bedre vilkår jo mere demokratisk/rigere/moderne et land bliver, for det vil føre dig videre til et godt udgangspunkt for vurderingsspørgsmålet: Hvis du i diskussionen kan sandsynliggøre at et rigt og demokratisk land som USA overholder menneskerettighederne ser menneskerettighedernes fremtid god ud forudsat at den generelle tendens i verden er øget rigdom og mere demokrati (og det er der meget der tyder på).

Problemet er så, hvad du vil gøre, hvis du kommer frem til at USA ikke overholder menneskerettighederne (og det kunne jeg forestille mig du kommer frem til ;-))

Svar #7
03. juni 2008 af hg5e17ah (Slettet)

Jeg synes virkelig du rammer hovedet på sømmet, når du siger at udgangspunktet er at menneskerettigheder bør overholdes. Det har jeg slet ikke opdaget :)

Selv har jeg kun indset, at mit udgangspunkt er, at menenskerettigheder er universelle (de gælder altså også for terrorister og ikke kun vesterlændinge). Men det er da klart, at jeg allerede har vist relativ forudindtagethed i mine problemstillinger.

Problemet er nok, at havde jeg valgt at kigge på forskellige syn på menneskerettighederne, og diskutere hvorvidt det er nødvendigt at overholde menneskerettighederne, havde opgavens hovedspørgsmål nok været: "Menneskerettigheder - har vi brug for dem?" I stedet kan man sige, at det er en naturlig fortsættelse af min opgave at gå videre med spørgsmålet om menneskerettigheders anvendelighed, idet jeg netop (som du helt rigtigt er inde på) kommer frem til, at USA ikke lever op til menneskerettighedserklæringen. Dette spørgsmål synes jeg faktisk ikke er udelukket af min problemformulering, idet den i lige så høj grad handler om, at USA har FORPLIGTET sig til at overholde menneskerettigheder, og herved også blåstemplet menneskerettigheder som noget positivt. Og dette er nok, nu jeg tænker over det, også baggrunden for min føromtalte forudindtagethed; at USA selv har forpligtet sig til dem.
(Sikke en tankestrøm)

Når jeg nu kommer frem til, at USA ikke overholder menneskerettighederne, synes jeg faktisk mit vurderingsspørgsmål er udemærket placeret. Så skal jeg bare have besluttet mig for hvad menneskerettighedernes fremtid bliver - hvilken magt at have.

Brugbart svar (0)

Svar #8
03. juni 2008 af FredeW (Slettet)

Jeg mener bestemt heller ikke, det er en dum ide at kigge på USA, og jeg beklager, hvis du har fået det indtryk :-) Det er under alle omstændigheder også for sent at ændre på nu.

Men er det ikke noget med, at man skal komme ind på "spørgsmål til videre arbejde"? (for her kunne det måske være interessant at kigge på de andre lande).

Svar #9
03. juni 2008 af hg5e17ah (Slettet)

Nej, det indtryk havde jeg ikke fået. Er tværtimod glad for spørgsmålene, som sætter nogle tanker i gang. Jo, det er nok en god idé også at komme ind på andre lande. Tænkte på at fokusere på USA som et forbillede for andre lande, og fokusere på konsekvensen af deres menneskerettighedsbrud.

Skriv et svar til: AT: Teorier og metoder?

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.