Sum af summarum

Også bragt i Gymnasieskolen d. 15-05-08   På en kærkommen og snarligt forekommende dato bliver undertegnede student fra Rødkilde Gymnasium i Vejle. Jeg og min årgang rundt omkring i landet bliver den første årgang med et afgangsbevis fra den nye gymnasiereform. Vores rektor satte prædikatet ’prøvekaniner’ på os den første skoledag, og vi og vores reform er blevet debatteret vidt og bredt i medier, i elevråd, på blogs og i mange andre fora.    Vores skolegang har været præget af uvished, og vore lærere har med himmelvendte øjne og opgivende mine gang på gang konstateret, at instrukserne fra undervisningsministeriet har været uklare, indviklede og yderst vanskelige at efterkomme. Gud ved for hvilken gang almen studieforberedelse, AT, er blevet taget op til revision; selv vores retssikkerhed i forbindelse med AT-eksamen er blevet betvivlet af protesterende elever landet over. Ligeledes i forbindelse med studieretningsprojektet, SRP, fik vi i vores ansigts sved at vide, at opgaven tydeligvis var for svær og måtte revideres til kommende årgange.   Det lyder hårdt og ganske urimeligt taget i betragtning, at vi med vores studenterbevis under armen skal drage ud i den store vide verden og se om vores gennemsnit rækker til drømmeuddannelsen. Men… hvad bliver resultat på bundlinjen; er tallene røde eller har den nye reform skabt de resultater man forventede.    Tværfaglighed og synergi   Jeg har ladet mig fortælle, at den nye reform skulle gøre mig til en bedre studerende; bedre forberedt til at læse videre. Med tværfaglighed i højsædet, var det meningen, at jeg skulle opnå en hidtil uopnået indsigt og synergieffekt, der ville lede mig ud af Platons hule, ud i den friske luft, hvor den uforanderlige sandhed ville stå mere eller mindre klar for mine øjne.   Med AT skulle fagene forenes, og dermed gøres mere brugbare til at belyse emner fra flere vinkler. Naturvidenskab skulle forenes med humaniora og samfundsvidenskab. AT gav mulighed for at kombinere fagene på kryds og tværs i et væld. Kreativiteten havde ingen umiddelbare grænser. Men jeg må skuffe læseren og sige: Jo! Der var grænser, grænser der ikke burde være overskredet. Mange af mine AT-forløb endte i spild af tid, og et lavere fagligt udbytte, simpelthen fordi fagene ikke var kompatible; det blev simpelthen for søgt – altså ingen synergieffekt og almengyldig sandhed her.   SRP var for svært   Heller ikke det nye tiltag SRP, erstatningen for den gamle tredjeårsopgave, gik fri af kritik. Ideen med SRP er, ligesom med AT, inddragelse af flere fag for derved at frembringe en synergi. Forskellen er at SRP anvender fag som eleven selv har valgt. Medbestemmelse er aldrig af vejen, men endnu en gang viste det tværfaglige aspekt sig at være et problem. Problemet med tværfaglighed, er at mange tager munden for fuld, når opgaven skal formuleres, og derfor står overfor en uoverkommelig opgave, samtidig med at der stilles store krav til administreringen af de fakultative metoder. Meget, meget svært.   Førstegangsfaktoren gjorde ligeledes, at den tilbudte vejledning blev til en mere eller mindre ligebyrdig diskussion mellem lærer og elev, da lærerne endnu ikke havde den fornødne erfaring med SRP og retningslinjerne for opgaverne. I forbindelse med karaktergivningen var der ligeledes grus i maskineriet. Eksempelvis har jeg ladet mig fortælle, at flere elever har måttet tage til takke med et 7-tal, da censor ønskede at give eleven 4 og læreren ønskede 12 – de mødtes på midten. En så stor forskel bør efter min mening ikke forekomme. Dette kunne ligeledes tolkes som et tegn på usikkerhed omkring formaliteter og retningslinjer for opgaveskrivningen.   Hverdagens helte   Der er dog ingen skurke i forbindelse med gymnasiereformen, efter min mening kun helte. Nogle er bare lidt mere heroiske i mine øjne; det er klart. Mine lærere har alle kæmpet en brav kamp for at skabe sammenhæng i undervisningen. De har alle været forstående overfor vores frustrationer, og gjort et godt stykke arbejde, for at elevernes daglige undervisning ikke led under tvivlsspørgsmålene vedrørende AT, SRP og hvad der ellers er foregået på administrativt plan. Det skal de have en stor tak for.   Selvom mine fremførte kritikpunkter i høj grad henvender sig til politikerne, de embedsmænd og den kommission, der har udarbejdet og arbejdet med gymnasiereformen, er det ikke en kritik af hensigten med reformen, hvilket ej heller gør dem til skurke. Jeg har stor forståelse for, at man har forsøgt at forbedre ungdomsuddannelserne. Derfor kan vi blot konstatere, at der har været nogle begyndervanskeligheder i forbindelse med søsætningen af den nye gymnasiereform. Lærerne har fortalt os, at der løbende foregår forbedringer og reguleringer på et erfaringsmæssigt grundlag, således at fremtidige årgange opnår det tiltænkte udbytte af den nye reform. Det i sig selv er glædeligt, og derfor kan vi som første kuld, måske se udover vores egne vanskeligheder med reformen, og glæde os over at vi som prøvekaniner, har været med til at skabe et bedre gymnasium for de kommende kuld.         Gennemsnittet   Det afgørende for os prøvekaniner bliver vel i virkeligheden resultatet af vores gymnasietid, nemlig vores gennemsnit. Med den forringede mulighed for kvote 2, har vores gennemsnit fået større betydning. Min umiddelbare fornemmelse er, at den nye karakterskala og lærernes forståelse for omstændighederne umiddelbart kompenserer for en eventuelt lavere karakter i den gamle reform og på den gamle karakterskala.    Mit bud på en konsekvens af den nye 7-trinsskala, med en dumpegrænse ved karakteren 2, er at langt færre elever må forlade gymnasiet uden studenterhue. Uden statistisk belæg for denne påstand, fristes jeg til at sige, at man nærmest skal gøre sig umage for ikke at bestå; bevidst svare forkert, sætte vækkeuret for sent og måske være en anelse mere uforskammet. 0 og -3 er nemlig de eneste karakterer der kan trække gennemsnittet ned under 2 og baseret på observationer i min egen klasse, er denne karakter en sjældenhed – selv blandt de elever, der ligger på den lade side. En nyskabelse som 24 timers forberedelsestid til eksamen, i nogle fag, forøger ligeledes muligheden for at forberede sig og dermed chancen for en højere karakter.   Et regnskab for fremtiden   Hvad viser tallene på bundlinjen så? Det fulde billede får vi først, når eksamen er overstået, og det statistiske materiale er indsamlet, behandlet og offentliggjort. Men min forudanelse er positiv. Selvom min årgang formentlig har været udsat for frustrationsfremkaldende problemer af strukturel karakter, har forrige årgange nok lidt samme psykiske last, bare af en anden karakter. Vi er blevet undervist af de samme dygtige lærere, og det grundlæggende pensum er blevet formidlet til eleverne, inklusiv jeg selv. Derfor vil jeg vove pelsen og sige, at vi er blevet forberedt på den videre færd i uddannelsessystemet, og tildelt et karaktergennemsnit der, med samme sandsynlighed som før reformen, matcher vores reelle evner.   Tallene på bundlinjen er derfor ikke røde. Regnskabet er ganske givet forskelligt fra de forrige år, og ’økonomien’ trænger da også til en opstramning, da folkene bag reformen har haft spenderbukserne lidt for meget på da de skulle købe gode ideer. Men ikke røde tal – derimod et regnskab, der danner grobund for et fornuftigt overskud i fremtiden.