Hvad kunne man gøre for at uran skulle skade mindre?

Uran er et radioaktivt grundstof. De radioaktive stråler trænger igennem og ioniserer cellerne i de levende organismer. Der er efterfølgende meget stor risiko for at dyr og mennesker udvikler kræft i de bestrålede celler, derfor anses radioaktive stråler i selv mindre doser som farlige, noget man bør undgå og videst mulig omfang beskytte sig imod.
Uran anvendes først og fremmest som brændstof til atomkraft. I den forbindelse er det vigtigt at atomkraftværkets omgivelser og de mennesker der arbejder med eller håndterer uran, beskyttes mest muligt mod de radioaktive stråler. De beskyttelsesforanstaltninger man anvender, er dog ikke biologiske men fysiske. Det er for eksempel.

Man blyindkapsler den uran der skal anvendes på atomkraftværkerne.

Kerneprocesserne foregår i en beskyttet beholder på atom-kraftværket, hvor den radioaktive stråling har svært ved at trænge ud af.

Man anvender beriget uran. Det bevirker at atomkraftværkerne ikke skal anvende så store mængder af stoffet.
Man bruger robotteknologi til for eksempel at pakke uranen ud af bly- emballagen og gør det i et rum der er strålingsisoleret.

Folk der alligevel udsættes for den radioaktive stråling i deres job, må højst udsættes for en bestemt maksimumsdosis. Stråledoser måles i millirem.

Personalet anvender beskyttelsesdragter.

Der foretages kontrol af strålingsmængden hele tiden ved hjælp af en geiger-tæller.

Affaldsstofferne fra kerneprocesserne der blandt andet indeholder det ekstremt giftige radioaktive grundstof plutonium, indkapsles i bly og et tykt lag beton og nedgraves. Her ligger kilden til det største problem ved atomkraft. Den emballage som atomaffaldet indkapsles i har kun en begrænset holdbarhed, måske nogle hundrede år. Men plutonium-239, har en halveringstid på ca. 25.000 år. Der går adskillige årtusinder før det indkapslede plutoniums radioaktive stråling er reduceret så meget så det er ufarligt.

Der er sikkert flere sikkerhedsforanstaltninger.