Interview om læge ( Oso Opgave)

Er din opgave udelukkende rettet mod læger i hospitalsverdenen? Ellers kunne du også kigge på praktiserende læger med egen praksis.

Der er ikke noget specifikt, praktiserende læge er en mulighed :)

Jeg er færdig med min uddannelse til sommer. Dvs. jeg ikke er læge endnu, men ret tæt på. Hvis det ikke kan bruges, så kan du bare ignorere det :)

1) Jeg vil være læge af den samme årsag, som mange andre vil være læger: at gøre en forskel. Man ved jo godt at man ikke kommer til at redde hele verden ene mand, men det er nu også ok bare at kunne redde lidt af den. Lægearbejdet giver adspredelse, og man ved ikke, hvad dagen bringer, når man møder ind. Uddannelsen i sig selv har også et højt, fagligt niveau, og mange ting er hårde eller svære at lære, men der er mange AHA-oplevelser, hvilket gør det sjovt at fortsætte med at læse.

2) Min arbejdsdag foregår pt. i psykiatrien i Københavnområdet. Den mest almindelige dag er, at jeg møder ind til lægekonference omkring 0815, og herefter deles man ud efter det planlagte skema. Alt efter, hvor jeg er på arbejde den pågældende dag, har jeg enten stuegangsfunktion eller forvagtsfunktion. Stuegangsfunktionen foregår på de lukkede afsnit, hvor jeg snakker med nyindlagte patienter, gennemgår deres symptomer og sygehistorier og lægger en plan for den videre behandling. Desuden justerer jeg medicin for indlagte patienter, jeg tidligere har arbejdet med på afdelingen, ser på blodprøvesvar, EKG'er og tager stilling til sygeplejerskernes spørgsmål om de enkelte patienter. Som forvagt dækker jeg skadestuen og tager desuden imod opkald fra praktiserende læger, der vil have vurderinger fra os i psykiatrien. Jeg indlægger patienterne og sender dem derefter videre til vores afsnit, hvor de tilhørende læger tager over. Jeg er ikke læge og kan derfor ikke udfylde tvangsprotokoller (som bruges i psykiatrien) så hvis noget kræver tvang, hvad enten det er medicinering, tilbageholdelse eller indlæggelse, så tilkalder jeg en færdiguddannet læge fra et af de andre afsnit, der tager sig af tvangen. Fra tid til anden møder jeg ind klokken 14 og dækker hjælpevagtsfunktionen indtil klokken 0900 næste dag. Som hjælpevagt sørger jeg for at give den vagthavende læge ro fra skadestuen, så han istedet kan fokusere på opkald fra hospitalets afdelinger mht akut opståede situationer. Som hjælpevagt har jeg adgang til vagtværelse og kan sove, når der er ro i skadestuen.

3) Lang, teoretisk orienteret, spændende og vedvarende. På KU handler hele bacheloren om den raske celle, den raske krop og hvordan det hele hænger sammen. Der er et minimum af patientkontakt og sygdomslære. På kandidatdelen starter patientkontakten, hvor man ryger ud på afdelingerne og har hændrne nede i snavset. Når jeg siger 'vedvarende', så er fordi at man dels ikke er færdig med at uddanne sig efter kandidaten - man skal herefter i turnus, intro og hoveduddannelse - men også for at bevare flosklen om, at medicin er et livslangt studie, som du aldrig kommer til at mestre 100%. Når man kommer længere hen på studiet begynder tankerne at kredse om, hvilken slags læge man gerne vil være. Det er sådan, at der kun skal bruges en bestemt mængde læger i hvert speciale, og da der er specialer der er mere populære end andre, begynder man naturligt at tænke over, hvad man gerne vil. Af ting man har i sine overvejelser insgår blandt andet hvad man interesserer sig for. Jeg ved for eksempel, at kirurgi ikke siger mig noget som helst, og jeg ved derfor at jeg ikke skal være kirurg. Til gengæld kan jeg godt lide det akutte aspekt. Så tænker man over, hvor meget man gider dedikere af sit liv til sin karriere, da der er mange, der vil have enkelte specialer, og der er nogle der sætter deres karriere foran alt andet. Da jeg personligt ikke mener at det her skal udgøre størstedelen af mit liv, vælger jeg at acceptere, at jeg ikke skal være kardiolog eller anæstesilæge. I stedet har jeg et speciale, der har masser af akut i sig, men ikke er lige så populært (endnu) i psykiatri, hvor jeg trives.

4) Travlt. Man tager ikke en pause, man spiser mens man alligevel slår den næste patient op på sin computer. Der vil altid være noget at lave. Desuden præget af mistillid til hinanden. Som læge skal man være parat til at stå på mål og forsvare sine beslutninger, både over for patienter, pårørende og det personale, der ikke forstår, at det er dit ansvar, hvis der sker patienten noget, og at du derfor er nødt til at tage beslutninger for at dække både din og patientens ryg.

5) Jeg er ikke blevet traumatiseret, men jeg er nok blevet lidt mere hård i facaden. Når man har set folk dø og 10 minutter efter skal tage den næste patient som om intet er hændt, så lærer man hurtigt, at man ikke kan redde verden, og at man ikke skal bebrejde sig selv noget. Min humor er også blevet lidt mere morbid end den var engang.

6) Udfordringen er jo altid at lave den korrekte vurdering og tage den korrekte beslutning og så kan det kræve store kompetencer at overbevise den skeptiske patient og de pårørende om, hvorfor din lægefaglige vurdering er bedre og mere korrekt end deres egen vurdering. Når alt kommer til alt er det jo dit ansvar men patientens liv, der står på spil. Af specifikke kompetencer og udfordringer findes mange og det er umuligt at remse dem alle op her.

Er tom for ord! Tusind mange gange tak for de meget lange og detaljeret svar! Er rigtig glad for at du gad at hjælpe tusiind tak min ven! :)