vandtransport hos planter

har engang skrevet det her, mon ikke du kan bruge noget af det?

Vand transport

Netop de to sidst nævnte ”transportører” er meget vigtige for planten, hvis den vil overleve.

Sikar/Phloem: Der findes jo to slags rørnet i en plantes stængler og grene – det er her de forskellige safte transporteres. På det sidste billede på side 3, har jeg nævnt begge rørnet. Det første jeg vil beskrive er sikar (sivæv/phloem): Igennem sikarrene føres glucosen fra bladene ned i grenene og stænglen. Ved overskud af glucose griber mesofylcellerne ind – de pumper glucose i form af sucrose ud i bladkarstrengenes sikar af. Sucrosen bliver af plantesaften i sikarerne opløst, da derefter flydes til modtagercellerne gennem strømmen.
Hvordan udnyttes sucrosen af planterne? Planterne – mange af dem, vælger at oplagre sucrose til starten af det kommende års vækstsæson. De sender store mængder af sucrosen ned i den underjordiske del. Sucrosen omdannes i rodorganerne til stivelse og kan dermed oplagres til foråret, hvor vækstsæsonen finde sted. Hvordan stoftransporten i sikarrene er, undersøger forskerne med bladblus.

Bladlus: det specielle ved dem er, at de er meget gode til at formere sig – endda ved jomfru fødsel (partenogenese). Når bladlusene kommer under mikroskop, kan man allerede de næste generationer i dem. Forskerne undersøger bladlusene, ved lader dem, vha. sugesnabel/rør, stikke deres sugesnabel i sikarret. Igennem deres sugesnabel får de tilført en masse glucose. Forholdet mellem glucose og protein forøges – der er nemlig overskud af glucose, og bladlusene sørger for at sortere glucosen. De optager dog først optage så meget glucose, at de får tilfredsstillet deres proteinbehov og derefter udskiller de overskuddet af glucosen i koncentrerede dråber vha. deres udskillings- kanalerne på bagbenene. Derved holder de den mængde ønskede protein tilbage. Det udskilte kaldes for honningdug. Forskerne har brugt dette til at finde ud af, hvor hurtigt transporten af sukker foregår i sikarret.
Eftersom, at modtagervævene virker som et dræn, der trækker sucrosen til sig fra bladcellerne, hvor koncentrationen af sucrose er høj, finder transporten af sucrosen sted helt af sig selv.
Sådanne strømninger har fået betegnelsen massestrømning. Disse massestrømninger kan kun finde sted, hvis planten har sørget for at bringe vand til karvæsken.

Vedkar/Xylem: Det første rørnet var altså phloem og det andet kaldes xylem, eller også vedkar på dansk. Vedkaret sørger for, som nævnt før, transporten af vand og næringssalte fra rødderne ud til bladene. Denne form for transport finder sted ved diffusion, eller for at være helt korrekt, ved en osmose, der diffusionen sker gennem en membran. Koncentrationen af vandet er høj i jordvæsken i forhold til plantebladenes koncentration, der er lav. Vandet vil herefter diffundere op til bladene, da det højtkoncentrerede vand i jordvæsken vil vandre hen til det lavtkoncentrerede i bladene. Denne form for osmose er passiv, da der ikke bruges energi. Vandet diffunderer op af andre grunde: når spalteåbningerne er åbne og vil optage af CO2, fordampes op i mod 95 % af det optagede vand. Ved denne form for fordampning bliver der i bladene skabt et undertryk, der prøver på at trække vand fra vedkarrene i bladstænglerne.

Det er et lidt svært emne, men et værktøj til at forklare det er vandpotentialet, som du kan læse om på nedenstående side:

http://www.molbio.ku.dk/MolBioPages/courses/Biologi2/pvand.pdf

Helt overordnet kan man sige, at vand går fra et sted med højt vandpotentiale (rent vand = 0) til et sted med mindre vandpotentiale (mere tørt eller stof opløst). For at planterne kan optage vand, skal vandpotentialet i plantecellerne være mindre end vandpotentialet uden for cellerne, altså i jorden.

#2

Så vi må antage at H2O molekylerne diffundere? Bygger det ikke lidt på osmose fænomenet?