Ulempe ved at måle en kemisk reaktionshastighed HJÆLP!

Jeg kan ikke komme på noget, der gør metoden ineffektiv, som ikke er en fejlkilde. Det skulle da lige være dyrt apparatur eller hvis øvelsen er vanskelig at udføre.

Det er svært at finde fejlkilder, når man ikke kender forsøget. Har I målt med spektrofotometri?

#1

Jeg kan ikke komme på noget, der gør metoden ineffektiv, som ikke er en fejlkilde. Det skulle da lige være dyrt apparatur eller hvis øvelsen er vanskelig at udføre.

Det er svært at finde fejlkilder, når man ikke kender forsøget. Har I målt med spektrofotometri?

Nej jeg skal snakke om initialhastighedsmetoden, hvilken begræsnninger har denne. Men jeg kan simpelthen ikke komme på noget. Nej vi har ikke udført spektofotometri. Jeg tænker umiddelbart noget med, at man aldrig kan bestemme den korrekte reaktionshastighed eller noget arhh er blank ://

Du sagde da, at I havde set på hvordan koncentrationerne ændrer sig over tid? Det gør man jo ikke i initalhastighedsmetoden, der ser man kun på hastigheden i starten af forsøget.

#3

Du sagde da, at I havde set på hvordan koncentrationerne ændrer sig over tid? Det gør man jo ikke i initalhastighedsmetoden, der ser man kun på hastigheden i starten af forsøget.

Ja det er korrekt, men det var fordi, at jeg havde tænkt mig at sammenligne initialhastighedsmetoden med den "normale" måde man kan måle en kemisk reaktionshastighed på nemlig ved at se på, hvordan koncentrationen ændrer sig over tid. 

Jeg har tænkt mig at skrive noget med at initialhastighedsmetoden er den, der minimerer "andre faktores" indvirken mest muligt. Men ved ikke rigtig, hvad jeg så skal sige med hensyn til den anden måde at måle en reaktionshastighed. 

Spørgsmålet er hvilke begrænsninger metoden til at måle en kemisk reaktionshastighed har. Jeg tænker måske nogle kemiske reaktioner, der foregår ubevidst, der kan influere på processen, men jeg skal have fat på noget specifik :)

Tak fordi du i det mindste prøver at hjælpe :D

Der er mange måder man kan måle en reaktionshastighed på. Hvis man laver det forsøg der hedder "iodine clock reaction", så måler man en gennemsnitshastighed ved at bestemme forholdet mellem den kendte thiosulfatkoncentration og den målte tid når opløsningen bliver blå. Det er der en ulempe ved, idet det netop er en gennemsnitshastighed. Fordelen ved initialhastighedsmetoden er, at man kommer uden om at skulle måle gennemsnit.

En anden fordel ved initialhastighedsmetoden er, at man er konsekvent med sine målinger. Som du selv har nævnt, så forløber reaktioner ofte ved forskellige reaktionsmekanismer, hvor nogle dominerer i starten når der er en stor koncentration af reaktanterne, mens andre så dominerer når reaktantkoncentrationerne aftager. Det gør det kompliceret at bestemme et hastighedsudtryk for en reaktion, men ofte kan man foretage såkaldte steady-state approksimationer, hvor man antager at udvalgte mellemprodukter hele tiden er i ligevægt, selvom de ikke er det. Det gør det en del nemmere at beregne hastighedskonstanter, og det giver en god tilnærmelse hvis koncentrationen af mellemprodukterne er tilpas lille og hvis en ligevægt nås hurtigt, dvs. hvis reaktionerne der danner mellemprodukterne forløber hurtigt.

I enzymkinetik gør man brug af Michaelis-Menten ligningen der kan tænkes som to hastighedsudtryk kombineret - et der beskriver den initiale hastighed, og et der beskriver hastigheden efter en stund. Ligningen kan omskrives ved at gøre brug af forskellige antagelser om enzym- og substratkoncentrationerne. Der bruger man altså det gode fra begge metoder.

WOOW TAK SKAL DU HAVE! En masse oplysninger jeg kan undersøge nærmer!! TAAK IGEN! :D

#5

Der er mange måder man kan måle en reaktionshastighed på. Hvis man laver det forsøg der hedder "iodine clock reaction", så måler man en gennemsnitshastighed ved at bestemme forholdet mellem den kendte thiosulfatkoncentration og den målte tid når opløsningen bliver blå. Det er der en ulempe ved, idet det netop er en gennemsnitshastighed. Fordelen ved initialhastighedsmetoden er, at man kommer uden om at skulle måle gennemsnit.

En anden fordel ved initialhastighedsmetoden er, at man er konsekvent med sine målinger. Som du selv har nævnt, så forløber reaktioner ofte ved forskellige reaktionsmekanismer, hvor nogle dominerer i starten når der er en stor koncentration af reaktanterne, mens andre så dominerer når reaktantkoncentrationerne aftager. Det gør det kompliceret at bestemme et hastighedsudtryk for en reaktion, men ofte kan man foretage såkaldte steady-state approksimationer, hvor man antager at udvalgte mellemprodukter hele tiden er i ligevægt, selvom de ikke er det. Det gør det en del nemmere at beregne hastighedskonstanter, og det giver en god tilnærmelse hvis koncentrationen af mellemprodukterne er tilpas lille og hvis en ligevægt nås hurtigt, dvs. hvis reaktionerne der danner mellemprodukterne forløber hurtigt.

I enzymkinetik gør man brug af Michaelis-Menten ligningen der kan tænkes som to hastighedsudtryk kombineret - et der beskriver den initiale hastighed, og et der beskriver hastigheden efter en stund. Ligningen kan omskrives ved at gøre brug af forskellige antagelser om enzym- og substratkoncentrationerne. Der bruger man altså det gode fra begge metoder.

Hej Heptan 

Jeg blev lige i tvivl med hensyn til det med steady state approximationer, er det så når man holder en given koncentration konstant. I min opgave har jeg følgende to reaktioner:

S2O82-(aq) + 2I-(aq) → 2 SO42-(aq) + I2 (aq) (1)

2S2O32-(aq) + I2 → S4O62-(aq) + 2I-(aq). (2)

Det er to bimolekylære reaktioner, og i min fremgangsmetode står der følgende:

10 mL stivelse-thiosulfatopløsning afmåles fra burette ned i 100mL bægerglas, og fra andre buretter afmåles vand og 0,050M Na2S2O8 ligeledes ned i 100-mL bægerglasset. Bægerglasset placeres på et hvidt stykke papir. 0,10M NaI afmåles i reagensglasset. Se skemaet på næste side! Der står for hvert forsøg hvilke rumfang, der skal afmåles. I alle forsøg skal der anvendes 10 mL stivelse-thiosulfatopløsning

Men jeg kan ikke se, hvor vi holder noget konstant? Vi varierer jo hele tiden koncentration for at se, hvordan denne afhænger af tid, men måske er det ved starten den er konstant :)? 

Reaktionerne er ikke bimolekylære, da der er tre og ikke to partikler på venstre side. Det er altså usandsynligt at de repræsenterer elementarreaktioner. Derimod angiver de bruttoreaktioner.

Desuden er reaktion (2) hurtig, og reaktion (1) langsom. Det er altså reaktion (1) der er det hastighedsbestemmende trin, og det er derfor ikke nødvendigt at anvende en steady-state approksimation.